Det kom som lyn for en klar himmel.
Som et stort chok, der fuldstændig kom bag på ham.
Claus Troelsen havde ikke set det ske, at han pludselig skulle fyres.
Men det blev han tidligere på ugen.
Farvel og tak efter mere end 20 år i AC Horsens.
I sine mange år i klubben har han beklædt en række poster. Han har været aktiv på førsteholdet, han har været cheftræner for førsteholde og i flere forskellige trænerroller. Senest har han haft posten som akademichef i klubben.
Nu er det slut. Helt slut. Den officielle melding var omstruktureringer.
- Det er en meget ærgerlig situation og kom som en stor overraskelse for mig, siger Claus Troelsen i et interview med Bold.
Han uddyber:
- Det er klart, at AC Horsens er i sin gode ret til at vælge en anden retning. Det står dem frit for at ville noget andet.
- Jeg har stor respekt for AC Horsens og smækker ikke med døren, men bruger nu lidt tid på at komme videre. Det står allerede klart, jeg gerne vil fortsætte i fodboldens verden, tilføjer han.
Spillede under Kent Nielsen
Claus Troelsen nåede 23 kampe som aktiv under Kent Nielsens ledelse, hvor han samtidig scorede otte mål i perioden 2002-04.
Siden fik han en fremtrædende rolle i klubben på en lang række forskellige poster.
- Jeg har oplevet mange op- og nedture gennem mine mere end 20 år i AC Horsens. Det er utrolig ærgerligt, at det er slut nu. Men jeg vil stadig have et stort hjerte for AC Horsens.
- Det glæder mig utrolig meget, at mange gode mennesker har rakt ud til mig og udtrykt respekt for mit arbejde, efter jeg er stoppet i klubben, siger Claus Troelsen, der i starten af 2024 nåede at være cheftræner i flere måneder efter fyringen af Joakim Persson, og inden Martin Retov overtog posten.
- Jeg har fået lidt smag for at være førsteholdstræner. Det var en stor og spændende udfordring. Og det kunne jeg godt tænke mig at prøve igen, siger Claus Troelsen, der har en bred erfaring fra sine mange forskellige roller gennem årene i AC Horsens.

Døren på klem
Claus Troelsen vil i første omgang afsøge trænermarkedet i Danmark, men han er på ingen måder afvisende overfor en fremtid i udlandet.
- Jeg fylder snart 50, vi har voksne børn, så jeg vil bestemt ikke afvise, hvis der kommer en mulighed for et eventyr i udlandet.
- I første omgang er mit fokus på, om der dukker en interessant mulighed op i Danmark.
- Det vil jeg i nærmeste fremtid gå i gang med at afsøge, siger Claus Troelsen, der blev fyret i tirsdags og reelt stoppede samme dag i den klub, han har arbejdet igennem 20 år.
AC Horsens har ansat Jacob Leth som ny akademichef. Derudover bliver Frédéric Bordineau ansat som teknisk direktør. Han er lige nu klubbens mandskab i U19-ligaen.

AC Horsens
Betinia Liga





































