Nicolai Larsen har i adskillige sæsoner været fast mand i målet hos AaB og står som 26-årige noteret for mere end 200 kampe for klubben.
Til sommer kommer den nuværende Vejle-målmand Michael Lansing til AaB på en toårig kontrakt, og Gaarde afviser ikke, at det kan blive aktuelt med et sommersalg af Nicolai Larsen efter denne sæson.
- Lansing kommer til, og vi har også talt med Nicolai om fremtiden. Vi har en fælles drøm om, at Nicolai kan blive solgt til en udenlandsk klub en dag, som vi har med stort set alle vores spillere, siger Gaarde til bold.dk.
- Vi kan jo ikke sige, om det sker til sommer, men han har kontraktudløb i sommeren 2018, så på den måde kunne det være et godt tidspunkt.
Da AaB mandag tabte 4-0 til AGF i Superligaen, var det normale andetvalg på målmandsposten Ivan Lucic ikke med i truppen.
Sportsdirektør Allan Gaarde forklarer, at østrigske Lucic' fravær ikke skyldes en skade.
- Ivan havde ikke levet op til de værdier, vi har i klubben, og derfor valgte vi, at han ikke skulle med til kampen. Hvis vi ikke er tilfredse med hans indsats til hverdag, skal han heller ikke med til kampene.
Ivan Lucic spiller i AaB på et lejeophold, som gælder for resten af sæsonen, og Gaarde forklarer, at det er sandsynligt, at Lucic’s ophold i klubben ikke forlænges.
- Aftalen løber frem til sommer, og så har det hele tiden været sådan, at begge parter kunne se hinanden an og vurdere efter sæsonen, om samarbejdet skal fortsætte.
- Der er ikke nogen endelig afklaring, men det ligger jo lidt i kortene, at det ikke skal fortsætte, når han ikke har levet op til de værdier, der er omkring at være førsteholdetsspiller i AaB, fastslår Gaarde.
Ivan Lucic spiller i AaB på et lejeophold fra engelske Bristol.
mikkel@bold.dk


AaB
3F Superliga































