Der er godt med kamp om pladserne i det centrale forsvar i AaB, hvor der inden transfervinduets sidste dag var seks mand om to pladser.
Tidligere på dagen kunne bold.dk så fortælle, at Jakob Blåbjerg var på vej væk, og han har nu fået en lejeaftale i Vendsyssel indtil næste sommer, hvor hans kontrakt med AaB udløber.
Men det er langt fra sikkert, at AaB er færdig med oprydningen i det tætpakkede forsvar. Der er nemlig aktuelle forespørgsler på Jores Okore, fortæller sportsdirektør Allan Gaarde til bold.dk.
- Der er kommet forespørgsler i løbet af vinduet, og der er aktuelle forespørgsler nu. Men det er ikke sådan, at det flyver rundt med tilbud herinde. Vi har semi-travlt, siger Allan Gaarde.
Han er fortsat klar til at sælge den 27-årige stopper, hvis det rette tilbud kommer i de sidste timer:
- Der er ingen tvivl om, at hvis der skulle komme et supergodt bud, så lytter vi. Når . vi præsterer, som vi gjorde mod FCK og Horsens, så er det også lettere for folk at kigge vores vej, siger Allan Gaarde, der er imponeret over stopperens formkurve:
- Da vi hentede ham for to år siden, var han lidt rusten og havde ikke spillet kampe længe på grund af skader. Men de sidste to kampe har han været i international klasse.
Særligt tilgangen af forsvarskonkurrenten Rasmus Thelander har givet Okore noget ekstra, mener Allan Gaarde.
- Han har taget konkurrencen op, og han har fået en ekstra dimension, efter vi hentede Thelander. Det er virkelig et stærkt kvalitetstræk, siger Allan Gaarde.
Jores Okore har indtil videre spillet 70 kampe for AaB.


AaB
3F Superliga


































