AaB har det meste af vinteren været på jagt efter en ny angriber, der kan være med til at forbedre nordjydernes pauvre scoringsnit på ét mål per kamp i sæsonens 21 ligakampe.
Sportsdirektør Allan Gaarde vil dog ikke hente en ny frontløber for enhver pris.
- Vi kigger efter en angriber, og hvis vi kan finde en med en passende profil, slår vi til. Men ellers har vi flere virkelig spændende angribere i truppen allerede. Vi henter ikke en angriber bare for at hente nogen, siger Gaarde til bold.dk og fortsætter:
- Vi har, som jeg ser det, fem-seks angribere i truppen allerede, men det er også rigtigt, at flere af dem har sine bedste år foran sig. Derfor skal det være en, der kan hjælpe os på kort sigt, hvis vi skal have nogen ind. Og han skal som type helst ikke ligne dem, vi har allerede.
Gaarde fremhæver Thomas Enevoldsen, Edison Flores, Christian Bassogog samt u-landsholdsspillerne Sebastian Grønning, Jannik Pohl og Marco Ramkilde som angrebsalternativerne.
- Januar er et besværligt vindue, for alle vil gerne have dygtige spillere. Men klubberne vil omvendt helst ikke slippe deres dygtige spillere midt i sæsonen, siger Gaarde afslutningsvis om sin jagt på en angriber.
AaB har angriberen Ivan Bulos fra Peru med til træning for tiden og i testkampen mod Hobro torsdag.
mikael@bold.dk


AaB
3F Superliga






















