3F Superliga -Gaarde: Vi har mange salgsobjekter
2018-05-23 06:31:01
Foto: Getty Images

Gaarde: Vi har mange salgsobjekter

Allan Gaarde mener, at der er mange spillere i AaB, der er salgsobjekter - men han fremhæver især Edison Flores, som skal ud og vise sig frem til VM i Rusland.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Superliga-sæsonen er slut, og dermed kan klubberne for alvor begynde at vende snuden frem mod den næste sæson.

Det indebærer formentlig både til- og afgange i de forskellige klubber - sådan kommer det i hvert fald til at blive i AaB.

- Sommeren er jo altid et spørgsmål om at få optimeret truppen. Der er nogen, der ikke får så meget spilletid, som de havde håbet, så dem skal vi have en snak med - og så er der mulighed for at købe og sælge spillere.

- Men vi skal ikke have så stor udskiftning, som vi har haft de sidste to somre, for lige nu har vi noget godt at bygge videre på, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

Flores skal skydes af
AaB-bossen er dermed åben for både at købe ind og sælge ud - og særligt Edison Flores vil han gerne skyde af denne sommer.

- Vi har et hold med rigtig mange potentielle salgsobjekter, for der er rigtig mange, der har den rigtige alder, og der er også en masse med et kæmpe potentiale, siger Gaarde og bliver konkret.

- Vi sælger nok ikke hverken Kasper Risgård eller Rasmus Würtz, siger han med et grin.

- Men det er klart, når vi har en mand, der skal til VM, og som bliver brandet så meget, som han gør i Sydamerika, så er der noget der. 

- Han har lige været med til at lave en kampagne med FIFA, hvor det har været ham og blandt andre Lionel Messi og James Rodriguez. Når man er i det selskab, er det selvfølgelig naturligt, at han er en mand, der kan sælges, hvis han leverer et godt VM.

- Vi har set tidligere, hvad det kan gøre - vi så det med Christian Bassogog, siger Gaarde med henvisning til, at angriberen blev solgt efter en fremragende præstation ved Africa Cup of Nations.

- Det kan ikke være et bedre udstillingsvindue end VM. Men det kan også ende med tre kampe og så hjem. Men det er det bedste udstillingsvindue, siger Allan Gaarde.

Edison Flores er en kæmpe stjerne i hjemlandet Peru, og derfor var det også opsigtsvækkende, da han blev hentet til AaB i sommeren 2016.

Har taget længere tid end ventet
Forventningerne til den lille offensivspiller var store, men forventningerne er ikke blevet indfriet på samme plan, som Allan Gaarde havde håbet.

- Vi er glade for Edison, og han har også taget skridt, men det har taget længere tid, end både vi og Edison havde håbet. Men der er ingen tvivl om, at det er en klassespiller - det ser vi hver dag.

- Men de, der tror, det er let at spille i Danmark, kan godt tro om. Vi har en liga med stor intensitet og stor fysisk styrke - man skal virkelig være stærk, udholdende og taktisk dygtig. Og selvom man er en god spiller, er det ikke let at slå igennem i Danmark, siger Allan Gaarde.

Edison Flores har varmet bænken, siden han blev udtaget til VM-truppen, men Allan Gaarde afviser, at det er noget, AaB har gjort for at beskytte peruvianeren inden VM.

- Han har været klar, men Morten (Wieghorst, red.) har bare valgt at stille med et andet hold.

Edison Flores skal vise sig frem mod Danmark, Australien og Frankrig under sommerens slutrunde.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

10 kommentarer

Se kommentarer
Annonce