
















Galatasaray var tirsdag aften gæster hos Yeni Malatyaspor i den tyrkiske pokalturnering. Her var der en plads i kvartfinalen på spil
Gæsterne kom til opgøret med en lidt svingende form efter tre sejre, en uafgjort og et nederlag i de seneste fem kampe, mens hjemmeholdet til gengæld ikke havde fået en sejr i de seneste fem kampe.
Efter tre minutters spil kom Galatasaray til kampens første mulighed, da Martin Linnes gled i gennem i højresiden og fandt Emre Akbaba med en tværpasning.
Akbabas afslutning manglede dog kvalitet, så keeperen kunne redde forholdsvist uproblematisk.
Han skulle dog få en ny chance fem minutter før pausen, da Mbaye Diagne denne gang lagde den til rette for midtbanespilleren, der sparkede forbi mål.
Dermed gik de to hold til pause med stillingen 0-0.
Et kvarter efter pausen trak Ryan Babel ind i banen fra sin position på venstrekanten og forsøgte at krølle den i nettet ved den fjerneste stolpe, men Malatyaspor-keeperen havde læst afslutningen og reddede.
I den forlængede spilletid bragte hjemmeholdet sig foran i det 102. minut, da Umut Bulut udnyttede et boldtab på Galatasarays banehalvdel.
Han tog et par træk mod kassen og trykkede den resolut i nettet ved roden af den nærmeste stolpe med en afslutning et par meter udenfor feltet.
Det lignede afgørelsen, men i det 120. minut fremtvang Christian Luyindama straffesparkskonkurrence, da han udlignede til 1-1.
Forsvarsspilleren steg højest efter et frispark og pandede bolden i nettet.
Fra pletten blev comebacket fuldendt efter 16 straffespark, hvor Galatasaray vandt 7-6.


Yeni Malatyaspor
Galatasaray
Pokal


































