20-årige Mathias Greve startede sæsonen som primært joker, men fik i løbet af efteråret arbejdet sig ind i startopstillingen og ser tilfreds tilbage på det første halve år under Kent Nielsens vinger.
- Det er gået den rigtige vej i forhold til, at jeg var mest indskifter i starten af sæsonen og siden fik flere startpladser. Det er den rigtige udvikling, og der er noget at bygge videre på i foråret, siger Greve til bold.dk og tilføjer:
- Jeg synes, der har været gode præstationer fra min side, men der har også været kampe, hvor jeg ikke har været tilfreds med mig selv. På nær den sidste kamp mod FCK, synes jeg dog, at vi som hold fik sluttet efteråret godt af. Vi blev mere stabile, og det føler jeg mig som en stor del af. Jeg fandt også selv mere stabilitet.
Greve gjorde sig i efteråret meget som højrekant, men er fleksibel.
- Jeg har også spillet offensiv midtbane i en 4-3-3 eller som andenangriber. Jeg har flere strenge at spille på i forhold til positioner, men omvendt har det også været dejligt med en vis stabilitet i forhold til en fast position, for jeg har byttet meget rundt i starten af min seniorkarriere. Men jeg er selvfølgelig klar til at spille der, hvor der er brug for mig, siger Greve.
OB har flere gange annonceret sin satsning på egne talenter og med Kent Nielsens ankomst i sommer har man fået en cheftræner, der i AaB har bevist, at han kan bringe unge spillere frem.
- Det er et meget spændende projekt, som klubben har gang i. Vi har flere unge spillere på vej frem og med god længde på deres kontrakter, og det er jeg meget glad for at være en del af.
- Udefra set kan jeg godt forstå, hvis der er høje forventninger til os unge og sammenspillet med Kent, når man tænker på, hvad han gjorde i AaB, men jeg føler ikke det ekstra pres til hverdag. Ikke endnu i hvert fald, siger Greve.
20-årige Greve forlængede i efteråret med OB til sommeren 2019.
mikael@bold.dk



OB
3F Superliga



























