Spillet om de europæiske pladser til efteråret er i fuld gang, hvor Superligaen går ind i en afgørende fase.
Der står meget på spil. Ikke kun i kampen om mesterskab og medaljer, men også i jagten på at nå en plads, der giver adgang til en af de europæiske turneringer.
Det ligger dog fast, at en dansk klub skal overleve tre kval-runder, hvis de skal ramme ligaspillet til efteråret. Uanset om det er Champions League, Europa League eller Conference League.
Her er nogle scenarier, som vi har opstillet:
Hvad sker der, hvis FCK vinder The Double:
Vinder FC København The Double - både mesterskabet og pokalturneringen – har Danmark fire europæiske pladser. Men som mesterhold skal FC København deltage i Champions League-kvalifikationen fra anden runde.
De må så som pokalvinder give pladsen i Europa League videre til nummer to i Superligaen, der med stor sandsynlighed vil være FC Midtjylland.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Artiklen fortsætter efter billedet

FC København ligger godt i regnskabet til at blive seedet hele vejen i de tre kval-runder i Champions League.
Hvis FC Midtjylland taber guldkampen søndag i Parken, kan midtjyderne havne i en situation, hvor de skal håbe, at FCK vinder The Double. For det vil betyde mange flere millioner i klubkassen på Heden. For det scenarie vil flytte FC Midtjylland fra Conference League-kvalifikation til Europa League-kvalifikation.
Med FCK som The Double-vinder er det sølvvinderne, der får pladsen i Europa League. Der kan sagtens være en forskel på op imod 50 mio. kr. at spille Europa League i stedet for Conference League.
Her kan FC Midtjylland se frem til at træde ind allerede i første kval-runde af Europa League. Til gengæld har de udsigt til at være seedet langt hen i turneringen på vej mod gruppespillet.
Sidste år trådte Silkeborg som pokalvinder først ind i anden kval-runde. Det gjorde de, fordi Rusland var udelukket fra de europæiske turneringer og Atalanta, der vandt Europa League, havde kvalificeret sig via Serie A fra en fjerdeplads til Champions League.
Med FCK som The Double-vinder, giver tredjepladsen kvalifikation fra anden kval-runde til Conference League.
Det vil så betyde, at holdet på fjerdepladsen skal møde nummer syv i kampen om den sidste europæiske plads i Conference League. Her vil vinderen af den ene kamp også træde ind i anden kvalrunde.
På den måde kan det ende med at blive en fordel for Randers og FC Nordsjælland, der aktuelt slås om fjerdepladsen, hvis altså FCK vinder The Double.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Hvad sker der, hvis FCK vinder guld og ikke vinder pokalen:
Det vil betyde, at Danmark har fire europæiske pladser. En plads til FCK som danske mestre i anden kvalrunde af Champions League.
Sølvvinderne vil så træde ind i anden kval-runde af Conference League.
Pokalvinderne vil træde ind i første runde i Europa League.
Samtidig vil nummer tre (hvis ikke Brøndby vinder pokalen og slutter som nummer tre - ellers er det fjerdepladsen) og nummer syv eller otte (Silkeborg eller Viborg) mødes om den sidste europæisk plads, som giver adgang til anden kval-runde i Conference League.
Hvis Silkeborg vinder pokalen og slutter som nummer syv, er det nummer otte (Viborg), der spiller mod nummer tre om pladsen.
Hvis Viborg vinder pokalen og samtidig slutter som nummer syv, bliver det nummer otte (formentlig Silkeborg), der skal møde nummer tre om den sidste europæiske plads.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Hvad sker der, hvis FCM vinder guldet:
Det vil sende midtjyderne i anden kvalrunde til Champions League, hvor de vil være seedet de første runder i jagten på et europæisk gruppespil.
Med FC København som sølvvinder og ikke pokalvinder, vil det betyde, at Jacob Neestrups mandskab skal spille Conference League-kvalifikation, hvor de skal starte i anden kvalrunde. Her vil FCK være seedet hele vejen.
Med FCM som mesterhold skal nummer tre og nummer syv mødes i én kamp hos bronzevinderne om pladsen i anden kval-runde til Conference League.
Hvis Brøndby vinder pokalen og slutter som nummer tre, skal de spille Europa League-kvalifikation, mens nummer fire møder nummer syv om en plads i Conference League-kvalifikationen.
Hvad sker der, hvis FCK bliver nummer to og vinder pokalen:
FC København som sølvvindere vil umiddelbart sende dem i Conference League-kvalifikationen. Men står de som pokalvinder, rykker det dem op i Europa League-kvalifikationen, hvor de skal starte i første kval-runde.
Det betyder, at der vil være en plads ledig nedad i systemet og give nummer fire en mulighed i en kamp mod nummer syv om at træde ind i kvalifikationen til Conference Leagues anden runde.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Med det scenarie vil FC Midtjylland træde ind i Champions League-kvalifikationen, hvor de er med fra anden kval-runde.
Bronzevinderne vil træde ind i Conference League anden kval-runde.
Der er mange scenarier i spil, men det kan vise sig for flere klubber, at det vil være en stor fordel, hvis FC København vinder The Double, fordi fjerdepladsen udløser mulighed for europæisk deltagelse.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
FC København
3F Superliga





































