2021-06-19 08:00:02

GVI vil spolere historisk dag for DS-klub

GVI vil forsøge at drille Karlslunde IF i lørdagens Danmarksserie-opgør for at holde liv i oprykningshåbet. Karlslunde IF kan med ét point rykke op i 3. division. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er topbrag på programmet i Danmarksserien Oprykningsspil Pulje 1, når GVI (Gentofte-Vangede Idrætsforening) gæster Karlslunde IF lørdag. Her er der meget på spil for begge mandskaber.

GVI skal helst vinde for at holde liv i håbet om at rykke op i 3. division, mens Karlslunde med blot ét point kan snuppe en plads i næste sæson af 3. division. GVI er inden opgøret fire point efter Herlev IF på andenpladsen med tre runder igen.

GVI-cheftræner Søren Fjorting siger til LigaBold.dk, at det bliver en yderst vanskelig kamp. GVI har dog et godt tag i Karlslunde IF, da holdet vandt 2-1 over topholdet i det omvendte opgør.

- På papiret er det den kamp, som vi vidste, ville blive den sværeste opgave. Det synes jeg stadig, at det er, på trods af at de næsten matematisk er rykket op, da vi skal lave en masse mål, så det er så sikkert, som det kan være, så jeg ved ikke, hvordan de håndterer det.

- Det vil vi ikke bruge tid på. Vi vil bruge tid på os selv. Vi havde rigtig svært ved at håndtere det, da de var hernede. Det var mere held end forstand, at vi vandt den kamp, siger Søren Fjorting til LigaBold.dk.

GVI-cheftræneren tror, at holdet igen kan skabe problemer for Karlslunde grundet holdets spillestil, hvor GVI gerne vil have bolden meget. Mandskabet vil gerne skabe kampene og går ikke på kompromis med spilfilosofien, siger Fjorting.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er et hold, der arbejder for hinanden, og de arbejder for mig. De går gennem ild og vand for det hele. Der er et specielt fællesskab, så jeg siger ikke, at vi ikke har gode spillere, fordi det har vi. Det er spillere, som ikke har begået sig på højere niveau end det her mange af dem.

- Der er mange unge med. Vi har i hvert fald en håndfuld i min starteellever, der ikke er en dag over 20 år. De får bare hård på brystet hver gang, og så får de bare støtte af de rutinerede kræfter.

- Vi er lidt stærkere på den måde, som vi gerne vil spille på og måden, hvorpå vi håndterer kampene, uanset hvordan det står i kampene, eller hvordan kampene forløber sig. Vi prøver at gøre vores ting, og vi vil ikke gå på kompromis med det, og vi sparker ikke boldene væk med otte minutter igen, fordi vi gerne vil forsvare en 2-1-føring.

Giver ikke op

Søren Fjorting mener, at Karlslunde har et rigtig dygtigt mandskab med mange gode boldspillere. Selvom det bliver en svær opgave, så vil GVI kæmpe til det sidste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi lægger os ikke ned, og vi ved, at vi skal vinde. Der er kun én ting, der tæller, men vi kan måske godt leve med et point, men så skal vi håbe, at Herlev taber til Ishøj, siger cheftræneren, der pointerer, at de ikke har givet op.

GVI kan med en sejr over Karlslunde IF stadig gøre sig forhåbning om en oprykningsplads til 3. division. Det kræver dog stadig, at Herlev sætter point til, da holdet har et forspring på fire point til GVI. I den sidste spillerunde lørdag 26. juni står Herlev og Karlslunde over for hinanden. Her kan Karlslunde allerede have sikret sig oprykning og ikke have noget at spille for.

- Jeg håber selvfølgelig, at de spiller den her turnering til ende, fordi vi har brug for, at de driller Herlev til sidst. Men hvis jeg skal være helt ærlig over for dig, at hvis vi stod i den situation, som Karlslunde gør, og skulle spille den sidste kamp, og jeg vidste, at spillerne havde brug for sommerferie, så havde jeg simpelthen sendt dem afsted.

- Nu sidder vi i den situation, men vi kunne bare selv have afgjort det, så vi kan ikke pibe over, at andre klubber håndterer det anderledes. Så jeg har fuldt forståelse for, hvis Karlslunde sender et reservehold til Herlev i den sidste kamp. Der er slet ikke noget der, og så tror jeg også, at de har en uges mindre sommerferie i forhold til divisionerne. Så har jeg fuldt forståelse for, og jeg havde gjort præcis det samme.

Hvis det ikke skulle blive til oprykning for GVI, så vil holdet være godt tilfreds med sæsonen, hvor Fjortings tropper i oprykningsspillet indtil videre har vundet tre kampe og spillet to uafgjort.

- Hvis det ikke lykkedes for os, og vi ender som nummer tre, og der lige går en uge, så kan vi kigge på en rigtig flot sæson, som vi ikke havde regnet med skulle være sådan her, siger Søren Fjorting til LigaBold.dk.

LigaBold.dk dækker opgøret mellem Karlslunde IF og GVI på Karlslunde Stadion, og du kan efter slutfløjtet læse om opgøret på LigaBold.dk og bold.dk. Der er kampstart lørdag klokken 12.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
annonce
0