


Der var vigtige point på spil i 2. divisions gruppe 2, da Roskilde KFUM tog imod Brønshøj.
Begge hold lå forud for opgøret i nedrykningszonen, og en sejr ville hjælpe gevaldigt på situationen for begge klubber, der blot havde samlet fire point ind i rækkens første seks runder.
I første halvleg satte hjemmeholdet fra Roskilde sig på kampen, og med ti minutter til pausen skulle det også munde ud i en føring. Den stod Rasmus Lundberg Petersen for.
Gæsterne tog over i anden halvleg, men KFUM var skarpest, da det gjaldt.
Det beviste hjemmeholdet efter knap en times spil ved en glimrende kombination.
Jonathan Canto sendte Mads Julø i dybden og herfra sendte venstre kanten elegant bolden tilbage med hælen til samme Canto, som kunne sparke i kassen til 2-0.
Så var den nærmest hjemme for KFUM, men Mads Julø var ikke færdig. Han fik nok en hovedrolle ti minutter før tid, da Lissau sendte bolden på tværs, så kanten kunne krone sin indsats med en scoring til kampens resultat på 3-0.
Anden halvleg havde Brønshøj generelt godt styr på, men målene ville ikke ind for gæsterne, der dermed måtte tage fra Roskilde uden mål og point.