
Hammarby er fortsat helt med i den svenske medaljekamp, og derfor var kravet en sejr, da danskerklubben søndag tog imod formsvage Kalmar på hjemmebane. Mads Fenger, Jeppe Andersen og Bjørn Paulsen startede alle inde i vanlig stil for værterne.
Gæsterne kom til opgøret efter hele ni kampe uden sejr, men de formåede alligevel at volde værterne problemer. Efter en jævnbyrdig første halvleg fik værterne lagt et tungere pres mod slutfasen, men kvaliteten manglede på banens sidste tredjedel, og derfor endte kampen helt uden mål.
Det ene point betyder, at Hammarby holder fast i Allsvenskans tredjeplads med 51 point efter 27 kampe. Holdet har to point op til Norrköping på andenpladsen, der dog har en kamp i hånden. Der resterer tre spillerunder af den svenske sæson.
Andetsteds blev det også til et enkelt point for Victor Tranberg, der sammen med Örebro spillede 1-1 hjemme mod Djurgården. Den danske forsvarsspiller spillede hele kampen.
I Superettan vandt Marcus Mathiesen og Halmstad på hjemmebane med 1-0 over Brage. Udover at skulle vinde sæsonens to sidste kampe, skal Halmstad også håbe på pointtab til AFC Eskilstuna, der lige nu er på tredjepladsen, som giver to playoff-kampe om oprykning til den bedste svenske række.


Örebro
Djurgården
Kalmar FF
IK Brage
Hammarby
Halmstad
Allsvenskan
Superettan























