

AGF var allerede top seks-klar efter sejren over Randers i sidste uge, så sejren over OB var bare endnu en appelsin i turbanen på et foreløbigt flot aarhusiansk forår.
13 point er det blevet til i de fem hidtidige kampe, og det var veterankeeperen Jesper Hansen ovenud tilfreds med, da han talte med Viaplay.
- Det føles selvfølgelig fantastisk, vi er ubesejrede her i foråret. Vi vinder igen på hjemmebane og 13 point i fem kampe. Vi har sikret top seks i sidste runde, og vi udviser vindermentalitet uden at være sloppy. Det synes jeg, er det vigtigste i dag.
- Vi går ind til det her mesterskabsspil med at kigge fremad, og selvfølgelig går vi efter det højst mulige. Så vi skal ud og angribe mesterskabsslutspillet med alt, hvad vi har.
Det rene bur betød også, at Jesper Hansen nu er delt indehaver af rekorden for flest clean sheets i Superligaen side om side med Mogens Krogh.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har talt om den her clean sheet-rekord i noget tid, men nu kan jeg sige det: Jeg har tangeret Mogens Kroghs Superliga-rekord – og endda på lidt færre kampe, lød det fra en stolt Jesper Hansen, der fortsatte.
- Jeg synes, det er vildt. Jeg har sat det som en målsætning for ting, jeg skulle nå, og nu kan jeg snart sætte et helt flueben ved det.
- Det er ligesom de hold, jeg har spillet på. Vi har sat målsætninger om at vinde medaljer, og det er samme følelse, jeg får.
- Jeg ved godt, at jeg ikke får nogen medalje for det, men når jeg en dag lægger handskerne på hylden, så er det forhåbentlig mit navn, der står der frem i tiden.
Jesper Hansen har lavet 126 clean sheets i Superligaen. Det har taget ham 362 kampe.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
OB
3F Superliga



























