Åge Hareides alvorlige sygdom har ramt den tidligere danske landsholdsanfører, Simon Kjær, hårdt.
- For mig personligt kan jeg ikke give et større kompliment, end at Åge er et fantastisk stort og utroligt godt menneske.
- Og det er det vigtigste af alt: Det gør mig forfærdeligt ondt for Åge og hans familie. Mine tanker er med dem, siger Simon Kjær til Bold.
Åge Hareide fik stor betydning for den enorme rolle Simon Kjær kom til at spille for det danske landshold.
For det var Hareide, der gjorde Simon Kjær til anfører for det danske landshold.
Det var reelt også nordmanden, der gav Simon Kjær enorm indflydelse og betydning for landsholdet i de år, han stod i spidsen for Danmark.
Artiklen fortsætter efter billedet

Siden bevarede Simon Kjær sin status som en nøglefigur for Danmark frem til sit karrierestop i sommeren 2024.
- Jeg har naturligvis skrevet til Åge, og offentligt er det svært at sætte ord på, for der er mange følelser, siger Simon Kjær til Bold.
Den tidligere landsholdsanfører uddyber:
- I min karriere betød Åge utroligt meget, - blandt andet da han valgte at give mig rollen som anfører for Danmark.
- Åge var en enestående dansk landstræner, der gav os som landshold en fantastisk holdånd og en flere år lang periode, hvor vi bare ikke kunne tabe en landskamp under ham, siger Simon Kjær med direkte henvisning til, at Danmark med Åge Hareide som landstræner i en periode på tre et halvt år var ubesejrede. 32 kampe tabte han ikke med Danmark.
Åge Hareide og sønnen Bendik har mandag fortalt om sygdommen i et stort interview med VG. Læs mere om det lige her;

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Åge Hareide fik 40 landskampe i spidsen for Danmark, hvor han vandt 20, spillede 17 uafgjort og blot led tre nederlag.
I Åge Hareides tid tabte Danmark kun i en venskabskamp til Skotland, en venskabskamp mod Bosnien samt i en VM-kvalifikationskamp mod Montenegro.
Han kvalificerede Danmark til VM i Rusland og EM i 2020, men kom ikke til at stå i spidsen for Danmark til EM, fordi slutrunden blev flyttet til 2021 på grund af corona-pandemien.
Åge Hareides aftale udløb i sommeren 2020, men da EM-slutrunden blev flyttet til 2021 stoppede han i jobbet i foråret 2020.

Midtjysk derby sender matchbold til AGF
Hattrick | Afsnit 75Der var mål, fejl og masser af drama, da det midtjyske derby leverede en vild 3-3’er - og det kan få betydning for guldkampen.
Læs mere
Danmark





































