Randers FC meddelte tilbage i april, at samarbejdet med Lucas Haren var opsagt med øjeblikkelig virkning.
Den unge offensivspiller nåede dermed kun 54 Superliga-minutter i sin tid i klubben, og noget af dette skyldes ifølge hovedpersonen selv den store udskiftning i Randers’ øverste stab lige efter hans ankomst til klubben.
- Der var både op og nedture. Jeg fik en fin start i Randers, men det varede ikke længe før Ole Nielsen og Olafur Kristjansson, der havde hentet mig til klubben, var væk.
- Jeg havde ellers lige fået debut og det gik godt til træning, men derefter stoppede dialogen og klubbens interesse i mig.
- Det fik mig til at spørge ledelsen, om vi ikke skulle stoppe samarbejdet før tid, siger Lucas Haren til bold.dk.
Den unge offensivspiller ærgrer sig over den manglende dialog mellem ham og klubben, og han stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor han i første omgang blev hentet til det kronjyske.
- Jeg fik aldrig at vide, hvad jeg skulle gøre bedre eller hvad der skulle til for at komme tættere på spilletid.
- Til træning blev jeg primært brugt som højreback, selvom jeg klart har mine forcer længere fremme på banen, og i reserveholdskampene blev jeg set bort fra til fordel for U17- og 19-spillere.
- Så det var ikke svært at forstå budskabet, at man ligesom ikke var ønsket i klubben. Det havde nu bare været rart at få at vide med det samme, så man kunne komme videre.
- De valgte at satse på andre og sådan er fodbold, men jeg kan godt undre mig over, hvorfor de i første omgang hentede mig til klubben, når de ikke ønskede at benytte mig, afslutter han.
Offensivspilleren slår dog fast, at tiden i Randers var lærerig og i den grad har været med til at modne ham som spiller, ligesom han nød stemningen i omklædningsrummet og tiden uden for banen.
Lucas Haren er nu tilbage i HIK, hvor han har fået de seneste kampe for klubben i 2. division.
kenneth@bold.dk


Randers FC
3F Superliga






























