Danmark er under pres, inden det går løs på Georgios Karaiskakis i Piræus.
Brian Riemers tropper formåede ikke at slå skotterne i den første VM-kvalifikationskamp i Parken og et nederlag til grækerne mandag aften vil gøre starten på VM-jagten katastrofal.
- Vi har set dem spille. De er gode på bolden og har gode spillere på især midtbanen, ligesom de har gode spillere helt fremme. Så det bliver en hård kamp, men vi kender vores egne kvaliteter, og vi er også stærke på bolden og dominerer de fleste kampe, lød det fra den græske midtstopper Pantelis Hatzidiakos på søndagens pressemøde, da han så frem mod braget i Athen.
FCK-profilen fremhævede ligeledes grækernes evner i kontraspillet.
- Vi har alle våbnene, og nu er det op til træneren at lægge den perfekte gameplan, så vi kan skabe den bedste præstation.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er altid fantastisk at spille her. Vi er et stolt land, og stadion bliver formentlig udsolgt, så omstændighederne er svære for enhver modstander. Vi har en stærk fanbase, og vi er altid stærkere med dem.
En åben kamp
Selvom Danmark var det dominerende mandskab i Parken mod skotterne, lykkedes det aldrig Pierre-Emile Højbjerg og co. at få lirket gæsternes defensiv op.
Skotland gik ind til opgøret med en klar plan om at stå kompakt og afvise alle de indlæg, danskerne hældte ind i feltet uden succes.
Anderledes bliver kampbilledet mod Grækenland. Det forsikrer den græske landstræner, Ivan Jovanovic.
- Vi har på en måde den samme filosofi om, hvordan vi gerne vil spille fodbold. Den kommende kamp bliver formentlig mere behagelig for tilskuernes øjne, end hvad Danmark-Skotland var, sagde serberen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jovanovic har virkelig fået styr på det græske landshold efter en hård resultatmæssig periode.
Holdet har således vundet de seneste fire landskampe i træk. Senest vandt holdet med 5-1 over Belarus og nu bobler optimismen, selvom grækerne ikke har kvalificeret sig til en slutrunde siden 2014.
- Personligt bryder jeg mig ikke om at tale om, hvad vi vil opnå, fortsatte Pantelis Hatzidiakos.
- Vi tager det kamp for kamp. Alle kampe er en finale. Vi ved, at vi ikke er kommet med til VM eller EM i lang tid. Og dét er vores mål. Vi kender vejen, og det er at tage en kamp ad gangen.
Mandagens kamp fløjtes op klokken 20.45 dansk tid.

VM Morgenbriefing: Argentina videre - men Kap Verde stjal showet
Hattrick | Afsnit 135Argentina er klar til ottendedelsfinalen - men de forsvarende verdensmestre måtte helt ud i forlænget spilletid, før de fik bugt med VM's helt store eventyr fra Kap Verde.
Læs mere

Grækenland
Danmark
VM kval. UEFA




































