I HB Køge har der længe været et ønske om at få et nyt stadion til klubbens 1. divisionshold, som de seneste sæsoner har spillet på Castus Park i Herfølge.
Nu er det endegyldigt vedtaget i kommunen, at det førende lokale fodboldhold får sig et nyt og mere moderne stadion. Det blev offentliggjort på et pressemøde i klubben torsdag.
- Vi skal drage fordel af den store vækst, der er i Køge i disse år. De nye faciliteter i Køge Idrætspark har en stor betydning for vores ambitioner og vil kunne bringe os et skridt videre, siger bestyrelsesformand Søren Storgaard ifølge klubbens hjemmeside.
- Vi har som klub været gennem nogle økonomisk meget hårde år, men har via skarpt fokus og målrettethed foretaget en turn-around, der gør, at vi har stor tro på fremtiden. Vi vil tilbage i Superligaen, men vi skal ikke gå på kompromis med vores økonomiske fokus.
På pressemødet lød det, at det nye stadion lever op til kravene i 1. division og samtidig er forberedt til også at leve op til kravene i Superligaen, hvis klubben skulle rykke op i landets bedste række. Det ventes, at der kan spilles fodbold på det nye stadion fra foråret 2019, men byggeriet kommer først til at stå helt færdigt senere.
På pressemødet lød det videre, at Capelli Sport, som har været trøjesponsor siden januar, nu har investeret yderligere i klubben og dermed ejer 20 procent af aktierne. Capelli Sport har også købt navnerettighederne til klubbens stadion, som nu hedder Capelli Sport Stadion.
Samtidig er NTG Nordic ny trøjesponsor i klubben.


HB Køge
Betinia Liga































