

Tirsdag aften havde den storsatsende Superettan-klub Helsingborg mulighed for at sikre sig billetten til næste sæson af Allsvenskan.
Det krævede en sejr i hjemmekampen mod rækkens nummer fire fra Halmstad, og de to tidligere AaB-spillere Rasmus Jönsson og Markus Holgersson var i startopstillingen for Helsingborg sammen med VM-profilen Andreas Granqvist.
Hos gæsterne var det tidligere FC København-talent Marcus Mathisen i startopstillingen, og han skulle sammen med resten af Halmstad-spillerne forsøge at ødelægge oprykningsfesten for hjemmeholdet.
Første halvleg endte uden scoringer, men kort inde i anden halvleg faldt kampen først mål, og det var noget overraskende gæsterne, der sørgede for det.
Efter 57 minutter var Gabriel Gudmundsson nemlig på pletten og sendte Halmstad foran 1-0, men føringen holdt ikke længe for gæsterne.
Fire minutter senere fik islandske Andri Runar Bjarnason nemlig bragt balance i regnskabet med sin scoring til 1-1, og så var kampen helt åben igen.
Hjemmeholdet jagtede 2-1-scoringer, der kunne få oprykningsfesten til at bryde løs, men det lykkedes aldrig Helsingborg at score yderligere, og derfor endte det uafgjort 1-1.
Det ene point betyder, at Helsingborg er snublende nær oprykning til Allsvenskan. De har nu otte point ned til Eskilstuna på tredjepladsen med tre runder igen.


Helsingborg
Halmstad
Superettan























