2026-02-26 13:00:00

Henrik Pedersen kæmper: Jeg nægter at lade mennesker i stikken

Efter kaos, lønproblemer og 12 nederlag i træk er den engelske traditionsklub Sheffield Wednesday rykket ned rekordtidligt. Men Henrik Pedersen nægter at forlade skibet, og midt i stormen kæmper den danske cheftræner hver eneste dag for at holde sammen på det hele.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Championship - 35. runde

FT

SHW

1 - 3

SOU

- Jeg hader at tabe. For pokker, hvor jeg hader at tabe.

Det er ærgerligt at have det sådan, når man har tabt 12 kampe i streg, og når man senest har vundet en fodboldkamp for fem måneder siden.

Det er ikke desto mindre virkeligheden for den engelske traditionsklub Sheffield Wednesday, der de seneste mange måneder har forsøgt at navigere i en storm af økonomisk rod, pointstaf, manglende lønudbetalinger og den ene sportslige nedtur efter den anden.

Aldrig før i det engelske ligasystem er en nedrykning er blevet matematisk sikret så tidligt, men det var altså realiteten, da Sheffield Wednesday tabte med 1-2 til lokalrivalerne fra Sheffield United på Bramall Lane i søndags.

Og midt i orkanens øje står Henrik Pedersen, som lige nu varetager et job, der formentlig slår alt, hvad danske trænere kan nå på en hel karriere.

- Vi har forsøgt at udskyde det i så lang tid som muligt, og i det store hele er det jo enormt trist, at en klub som Sheffield Wednesday allerede er rykket ned i februar måned, men det er jo et billede på en tidligere ejer og en situation, der er langt mere kompleks end som så, fortæller den danske træner til Bold.

Og det må man give den 48-årige nordjyde ret i.

Oven på talrige mislykkede opkøbsforsøg og en thailandsk ejer, der ikke længere kunne finansiere driften, er Sheffield Wednesday sat under administration, og klubbens fremtid er reelt set oppe i luften.

Det har mildt sagt været en turbulent tid for samtlige mennesker i klubben.

Artiklen fortsætter efter billedet

Championship -Henrik Pedersen kæmper: Jeg nægter at lade mennesker i stikken
Foto: Sheffield Wednesday

- Nu er punktummet sat. Vi er rykket ned i League One. Der er ikke fundet en ny ejer. Så det er ekstremt svært at planlægge fremtiden. Jeg kan sige det meget klart. For mig, for staben og for truppen handler det om at få det bedste ud af hver dag frem til 2. maj og levere så gode præstationer som muligt. For vores fans skyld og alle i og omkring klubben.

192019
Foto: Andrew Boyers/Actionimages/Ritzau Scanpix

Spillerflugt
Det var i sommer, at den tidligere Vendsyssel-træner pludselig stod med karrierens største mulighed i hænderne. Danny Röhl forlod skibet, og 15 spillere sagde farvel og tak på et tidspunkt, hvor klubbens økonomi allerede var begyndt at vakle af alvorlig karakter.

Som ny kaptajn sprang Henrik Pedersen til og stillede sig ved roret med vished om, hvad der kunne ske. Han kunne ikke sige nej, da Sheffield Wednesday tilbød ham at veksle tjansen som assistenttræner om til cheftræner.

Han var sulten. Og beæret.

Chancen for at stå i spidsen for en traditionsklub af den kaliber - med flere titler på samvittigheden - var for stor til at lade passere.

Alligevel havde de færreste nok forudset, at bølgeskvulpene ville blive så voldsomme, som de endte med at blive.

Sheffield Wednesday har mistet over 25 spillere siden sommer. Ingen regulære startere fra sidste sæson er at finde i klubben, og der blev kun givet grønt lys til at lave lejeaftaler, hvor den ejende klub forpligter sig på at finansiere aflønningen af den respektive spiller.

Det betød, at hele Sheffield Wednesdays U21-trup måtte integreres i førsteholdet.

For at sætte tingene i perspektiv bestod kamptruppen til en af klubbens seneste kampe af spillere, der får en samlet ugeløn, som er mindre end den løn, et Championship-januarindkøb anslås til at tjene.

En væsentlig detalje, Kris Wigfield, der er en af klubkuratorernes udpegede administratorer, tidligere har delt med lokalmediet Sheffield Star.

Og derfor har Henrik Pedersen og klubben grebet hverdagen an på en særlig måde - taget situationen i betragtning.

For hvordan holder man sig selv og en trup motiveret i en virkelighed, hvor man kan rejse det helt centrale spørgsmål: Hvad er der tilbage at spille for?

- Vi har ikke nogen spillere, der er god nok til at gøre tingene alene. Så alt skal gøres gennem holdet. Stærke mennesker skaber stærke spillere, og stærke spillere skaber et stærkt hold. Derfor har vi valgt at sige, at mennesket kommer først, hvilket har været og er vores udgangspunkt i resten af sæsonen.

- Når du taber den ene kamp efter den anden, og alt er svært, så må vi skabe vores egen succes på en anden måde samtidig med at udvikle en spillestil ud fra de kort, vi har på hånden.

- Vi kan altid finde en grund til ikke at gøre noget. Men det handler om at finde den ene grund til, hvorfor vi gør, som vi gør. Spillerne skal finde et perspektiv på hverdagen, der gør, at det giver mening for dem at give alt, hvad de har.

244844
Foto: Sheffield Wednesday

Ingen løn
Der har været mange måneder, hvor ingen har fået løn i Sheffield Wednesday, og fik man den, er den faldet meget, meget sent, hvilket har kastet åbenlyse konsekvenser af sig.

- Når mennesker, der arbejder i klubben, ikke kan betale deres husleje og elregninger, så er det nogle helt andre ting, der fylder, end at vi har tabt en fodboldkamp.

- Derfor har det også været en anderledes ledelsesstil for mig, hvor det gælder om at få folk til at finde accept og ro i det, de står i, så de har evnen til at levere i nuet. En afledt effekt af det hele er, at kulturen i klubben på en eller anden måde bliver styrket.

- Og jeg tror, at det er den eneste grund til, at vi kun er blevet skilt helt ad i få kampe, men i stedet har været i stand til at konkurrere mere, end hvad vi reelt kan forvente.

Når man koger alle de her ting ned… Hvorfor er det, at du ikke kaster håndklædet i ringen og siger tak for nu?

- Jeg kan ikke bare lade mennesker i stikken. Det er så langt væk fra min natur. Da jeg sagde ja til jobbet, vidste vi godt, det ville blive en svær sæson. Men vi håbede og troede også, at vi ville have en ny ejer på plads inden jul og transfervinduet.

- På det tidspunkt havde vi ikke i vores fjerneste fantasi troet, at vi ville miste så mange spillere. Det har været så tough, og derfor har jeg bare endnu mere respekt for, hvordan spillerne, staben og personalet i klubben har ageret.

- Så selvfølgelig kan jeg ikke bare stikke halen mellem benene og smutte fra det her. Jeg vil støtte og hjælpe dem hele vejen igennem. Selvfølgelig vil jeg det. Vi kan ikke sige, at mennesket kommer først og så bare forlade skibet.

Kan du personligt få tingene til at løbe rundt?

- Ja. Altså det er en mega test, når det ved siden af fodbolden går udover de mennesker, man arbejder sammen med. Der er jeg blevet testet. Hvem er det, jeg gerne vil være på de svære dage? Efter et nederlag? Hvilken leder vil jeg gerne være? Hvordan vil jeg møde mine spillere og min stab?

- Det samme glæder i privaten. Når jeg kommer hjem, så vil jeg gerne være en god mand til min hustru og en god far for mine to drenge. Det handler om at være et godt spejl for andre. Det må den her situation ikke ændre på.

Hva’ så nu?
Sheffield Wednesday kender altså sin skæbne.

League One kalder efter sommerferien, men det betyder ikke, at Henrik Pedersen har droppet at opstille succeskriterier for resten af sæsonen.

Klubben skal først og fremmest finde en ny ejer, så man kan begynde at tegne fremtiden, men det, Henrik Pedersen kan gøre noget ved, er på banen.

- Det er et kæmpe mål for os at slutte sæsonen med pluspoint. Det næste er at få udviklet flest mulige spillere, så de kan være en del af projektet i League One.

- I de sidste 10 år har Sheffield Wednesday været en trup med mange erfarne spillere. At vi har været tvunget til at give unge spillere så meget spilletid som nu, er jeg sikker på bliver en strategi i fremtiden. Vi skal skabe et akademi, udvikle talenter og finde frem til en bæredygtig model.

Og en ting er sikkert.

Henrik Pedersen er ved roret, hvis det står til ham selv.

Danskeren har tidligere været cheftræner i HB Køge, Eintracht Braunschweig, Strømsgodset og Vendsyssel FF, mens han også har været assistenttræner i Union Berlin.

Sheffield Wednesday ligger nummer 24 i Championship med minus syv point efter 34 kampe.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Championship - 35. runde

FT

SHW

1 - 3

SOU

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce