Mads Hermansen trives i Leicester, hvor den tidligere Brøndby-keeper har fået en fantastisk start.
Premier League-nedrykkerne har nemlig hentet 30 point efter 11 runder, og Mads Hermansen har kun lukket seks mål ind.
Derfor bliver han hyldet i den nye klub, og flere har sammenlignet ham med Kasper Schmeichel, der var en stor profil for holdet.
Det er dog ikke noget, som Hermansen vil snakke alt for meget om.
- Det er jo klart, at Kasper er en kæmpe figur for dem, så jeg tror, at det er normalt, at de drager lidt konklusioner.
- Men det er klart, vi ikke er den samme slags spiller overhovedet, så det er lidt svært at sige, siger Mads Hermansen i landsholdslejren.
I Leicester er målmanden blevet holdkammerater med Daniel Iversen og Jannik Vestergaard, og det nyder Hermansen.
- Vi har et supergodt samarbejde, og det er rart, at der er nogle danskere, som man kan snakke dansk med. Nu tog Victor (Kristiansen, red.) desværre videre, men det er rart at kunne en gang imellem, siger målmanden.
Selv om klubben har danskere i truppen, og Schmeichel tidligere har været der, har Hermansen ikke forhørt sig særlig meget inden skiftet.
- Nej, jeg havde faktisk ikke nogen snakke, men det er klart, at jeg har hørt fra Kasper i forbindelse med landsholdet, om hvordan det er derovre.
- Men jeg har ikke snakket med ham, efter at interessen kom, og det var det samme med Victor. Jeg havde en idé om, hvordan det var, men jeg har ikke snakket med dem direkte i forbindelse med skiftet, siger Mads Hermansen.
Vardy fylder meget
Mads Hermansen har også fået målræven Jamie Vardy som holdkammerat, og det har indtil videre været et godt bekendtskab.
- Han er en fantastisk fyr. Han kommer altid med energi, og han fylder meget.
- Han er en rigtig god fyr, der vil holdet og klubben det bedste, og han giver sig altid 100 procent. Han er rigtig cool, siger Mads Hermansen.
36-årige Jamie Vardy har scoret 175 mål i 438 opgør for Leicester.
Mads Hermansen har tidligere sat ord på starten i Leicester. Læs mere om det her.

Leicester
Championship


































