Hellerup-klubben har en af landets største ungdomsafdelinger, men gennem mange år har talentudviklingen været forsømt, så de største talenter fortsatte andetsteds fra junior- eller ynglingetiden. Det professionelt drevne førstehold havde ikke megen kontakt til resten af klubben.
Det skal der ændres på, efter Jakob Friis-Hansen er faldet til som førsteholdstræner i klubben.
HIK har været på lidt af en deroute, siden klubben i 1977 var en af de første i dansk fodbold til at hoppe på professionel fodbold. Efter sidste sæsons nedrykning til 2. division var der kun seks førsteholdsspillere tilbage i klubben, så Jakob Friis-Hansen fik travlt med at samle et slagkraftigt mandskab. Det må siges at være lykkedes, da nordkøbenhavnerne overvintrede på en tredjeplads i 2. division. Nu er tiden inde til at satse langsigtet på talentarbejde i Hellerup.
- Nu tilmelder vi for første gang et hold i talentturneringen, og jeg tager gerne de bedste ynglinge og juniorer op til træning med seniorerne, så de kan prøve det. De unge spillere, der har viljen og talentet, skal også kunne mærke mulighederne i klubben. Ellers smutter de. Jeg har fået nogle lidt ældre spillere med erfaring til klubben, og dem kan de unge læne sig op af og lære af, forklarer Jakob Friis-Hansen i dag til Tips-Bladet.
Hverken Friis-Hansen eller HIKs ledelse satser 100 procent på hurtig oprykning tilbage i 1. division, selvom de naturligvis ikke vil sige nej, hvis resultaterne er til det. Jakob Friis-Hansen har endnu halvandet års kontrakt med HIK.































