Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.
En stor profil i Hillerød takker af i form af 26-årige Tobias Vistisen Andersen, der nåede at være i klubben i fem år.
Kantspilleren siger til LigaBold.dk, at han vil fokusere på det civile liv og familien, og det harmonerer ikke med at spille fodbold på 2. divisionsniveau.
- Jeg stopper i Hillerød på grund af mit arbejde. Det tager simpelthen for meget tid. Jeg har også en kæreste derhjemme, der skal passes og et privatliv, så det er derfor, siger Tobias Vistisen Andersen til LigaBold.dk.
Når profilen ser tilbage på tiden i Hillerød, er det med gode minder.
- Det har været en fantastisk tid, og den har været den bedste tid i min fodboldkarriere uden tvivl. Der er et super kammeratskab, og det er også blevet bedre og bedre niveaumæssigt.
Han har nogle klare højdepunkter fra tiden i den nordsjællandske klub.
- Det er klart, at den første sæson i 2. division, hvor vi kom op. Der lavede jeg 17 mål i 2. division, og det vil jeg altid huske tilbage på som et kæmpe højdepunkt, hvor vi også overlevede. Derudover var oprykningen til 2. division det holdmæssige højdepunkt.
Snakker med serieklubber
Da den nu tidligere Hillerød-spiller bliver spurgt ind til, om karrieren kan komme til at fortsætte på serieniveau, så er han bestemt åben for muligheden.
- Ja, det kan ikke afvises. Lige nu trækker jeg stikket de næste par uger, og så overvejer jeg tingene, men mon ikke, at jeg er på en fodboldbane her til foråret.
- Det vil være noget, hvor jeg trapper nogle rækker ned, og så skal det give mening med hensyn til arbejdet, så jeg ikke er bundet lige så meget op på det. Det skal være frit, og det vil være planen frem til sommer. Så må man mærke efter og se, hvordan situationen ser ud.
Så du er åben for at gøre seriekarriere, hvis det hele passer arbejdsmæssigt?
- Det skal selvfølgelig passe sammen med mit job, og niveauet må stadig gerne være okay. Det hele skal passe sammen, så vil jeg på ingen måde være afvisende over for at starte op til foråret igen lidt længere nede i rækkerne.
Har du snakket med nogle serieklubber endnu?
- Ja, jeg har fået lidt løse henvendelser, som jeg kigger lidt på, og det er lidt bredt i forhold til de forskellige rækker. Det er klart, at jeg har også haft nogle korte snakke med andre 2. divisionsklubber, men det har jeg afvist, for så kunne jeg lige så godt være blevet i Hillerød, som ville have været min førsteprioritet, hvis jeg ville have fortsat på det niveau.
- Jeg kan ikke afvise, hvor det er henne i rækkerne, om det er en, to eller tre rækker ned. Det har jeg ingen idé om. Det handler om, at det skal passe sammen og give mening.
Tobias Vistisen Andersen siger, at han vil have svært ved at slippe livet som fodboldspiller helt.
- Der er ingen tvivl om, at hvis man har lidt meget at se til på arbejdet, så kan man få lidt luft. Jeg har nogle supergode venner fra Hillerød-tiden, og man savner omklædningsrummet, hvor man kan snakke med drengene og få lidt motion og luft til hovedet.
- Det betyder også meget. Der kobler man af, og der er bare forskel på, hvor meget tid man bruger på det om ugen. I Hillerød bliver det mere professionelt nu, og det har jeg kæmpe respekt for, men det har jeg svært ved at få til at hænge sammen, så jeg trækker stikket nu, siger Tobias Vistisen Andersen til LigaBold.dk.
Kantspilleren arbejder som bilsælger og har meget søndagsarbejde. I Hillerød var der mange lange ture til det jyske i weekenderne, og det var tidskrævende for ham, mener kantspilleren.
Tobias Vistisen Andersen nåede at spille 120 kampe med 42 mål og 13 oplæg til følge i Hillerød. Udover Hillerød har han tidligere spillet i Fredensborg BI og på ungdomsholdene i Lyngby Boldklub.



CampoBet 2. division
Hillerød































