



Hillerød-stopperen Magnus Klarskov fik en uheldig hovedrolle, da han onsdag aften brændte sit forsøg i straffesparksnederlaget til FC København i Sydbank Pokalen.
På trods af holdets pokal-exit er forsvarsspilleren stolt af den indsats, holdet lagde for dagen mod det, han betragter som Danmarks bedste fodboldhold.
- Det er en mærkelig følelse. Vi går ind til kampen og skal spille mod Danmarks bedste hold, og vi leverer en pragtindsats, synes jeg. Vi formår at spille 1-1 med dem, og så går den i straffe til sidst, så jeg er sindssyg stolt, fortæller Hillerød-spilleren til TV3 Sport efter opgøret.
- Vi er en klub, der har været nede i Serie 2 på et tidspunkt, og vi er mange spillere, der har været med til at føre klubben tilbage i 2. division, så vi har et sindssyg stærkt sammenhold. Vi har det rigtig sjovt sammen, og når vi går på banen, så gør vi det for hinanden, så det var en fornøjelse at prøve, siger Magnus Klarskov.
Magnus Klarskov fortæller afslutningsvis, at han er Brøndby-fan, og han ærgrer sig derfor ekstra meget over, at han ikke scorede på sit straffesparksforsøg mod FCK.


Oddset Pokalen
Hillerød




































