2. Division -Hjemvendt Næsby-bomber nyder at være tilbage
Foto: Carsten Tønsberg
2018-04-13 19:10:01
Foto: Carsten Tønsberg

Hjemvendt Næsby-bomber nyder at være tilbage

Martin Lund har taget Næsby Boldklub med storm efter at være vendt hjem fra islandsk fodbold - og han nyder at være tilbage i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Martin Lund forlod tilbage i 2014 Næsby Boldklub og drog til AC Horsens. Siden da har han været en tur forbi islandsk fodbold, og da det eventyr sluttede i efteråret vendte han hjem til Næsby.

Her lavede han en aftale om at spille for sin tidligere klub i 2. division, hvor han tilbage i sæsonen 2013/2014 scorede masser af mål.

Derfor var der store forventninger til den 26-årige offensivspiller, da forårssæsonen gik i gang - og Lund har indfriet forventningerne.

Han har således scoret seks mål i løbet af de første fem kampe, og han har derfor været en afgørende figur i Næsbys opblomstring i foråret.

- Jeg er sindssygt glad for at være tilbage i klubben. Der er mange af mine kammerater, der spiller i klubben, så det har været dejligt at komme tilbage, siger Martin Lund til bold.dk.

Hvad er forklaringen på, at det er gået så godt for dig indtil nu?

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg er i trygge rammer. Og så synes jeg bare, vi har et rigtig godt hold. Jeg er blevet serviceret af nogle dygtige medspillere, så det er en god blanding af selvtillid og gode holdkammerater, siger han.

I Næsby er anfører Chris Hansen også meget glad for at have sin tidligere holdkammerat tilbage i klubben.

- Det betyder rigtig meget - ikke bare inde på banen. Uden for banen er han også en rigtig god fyr, der sætter lidt gang i omklædningsrummet. Han bringer noget glæde, siger Chris Hansen og fortsætter

- Mange af os har spillet med ham før, så det har været helt naturligt at integrere ham i truppen. Det har været rigtig godt at få ham tilbage.

- Han er skarp foran kassen, og det har vi manglet, så det brokker vi os bestemt ikke over, siger anføreren og sender en lille stikpille til sin gode ven.

- Vi driller ham lidt med, at han ikke arbejder så meget defensivt og derfor har en masse kræfter fremadrettet, siger han med et grin.

Martin Lund kan godt nikke genkendende til sin anførers drillerier.

- Det er nok ikke den største løgn, han er kommet med. Men jeg er der også for at lave mål og bidrage offensivt - og så kan det da godt være, jeg nogle gange skal blive lidt bedre i det defensive arbejde. Det skal jeg da ikke lægge skjul på.

- Jeg synes, jeg har en rimelig vigtig rolle i presspillet, men det er klart, at når bolden er på vores egen banehalvdel, kan jeg godt komme til at stå lidt langt fremme og nyde forsvarsspillet i stedet for at deltage, siger Martin Lund.

Næsby og Martin Lund skal i kamp igen lørdag, hvor det gælder AB på hjemmebane.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce