Frank Hjortebjerg kan stå foran en stor, spændende trænerudfordring.
Som Bold forstår det, er han blandt kandidaterne til en trænerrolle i FC Nordsjællands amerikanske søsterklub, San Diego FC.
Det er blot tre måneder siden, han blev afskediget i OB efter en kaotisk periode i det fynske fodboldflagskib, der endte med nedrykning til 1.division, hvor han var ansat i en assistentrolle.
Fyens Stiftstidende skrev i sidste uge, at Hjortebjerg var på vej mod et job i udlandet.
Og det job kan meget vel blive i San Diego FC, der fra næste år træder ind i MLS.
Artiklen fortsætter efter billedet

36-årige Frank Hjortebjerg er en træner med en fortid i FC Nordsjælland, hvor han i flere år arbejdede tæt sammen med Flemming Pedersen, der i dag arbejder for Right To Dream, hvor han er teknisk direktør. Han er en blandt flere, der er med til at finde det nye trænerteam til San Diego forud for den nye sæson i MLS.
Hjortebjerg var både ungdomstræner, chefanalytiker og assistenttræner i FC Nordsjælland, inden han rejste til OB for et par år siden.
Hvis Frank Hjortebjerg ender med at blive en del af San Diegos trænerteam, kan han se frem til at arbejde sammen med FCN-profilerne Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen, der rykker til San Diego for at kickstarte deres mission sammen med den 22-årige lejespiller Alex Mighten, Farum-klubben hentede på en kort aftale i slutningen af august.
Frank Hjortebjerg tiltrådte i 2022 i OB på en treårig aftale, hvor han trådte ind i Andreas Alms trænerstab ved siden af nuværende OB-cheftræner Søren Krogh, men efter fyringen af Alm og nedrykningen fra Superligaen denne sommer foretog OB-ledelsen en større trænerrokade, og det betød, at Hjortebjerg mistede sit job.
Han har været fri på markedet siden 15. juni, men nu kan han måske snart kaste sig ud i et nyt eventyr.
Bold har forsøgt at få en kommentar fra Frank Hjortebjerg, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.



OB
FC Nordsjælland
MLS All-Stars
































