Hobro appellerede dommen, da DBU's disciplinærudvalg i slutningen af september taberdømte nordjyderne for ulovlig brug af Adama Tamboura i en 1-0-sejr over AGF.
Men Fodboldens Appelinstans stadfæstede mandag dommen, og de tre point tilhører dermed fortsat AGF.
I Hobro har man hele tiden udtrykt tro på, at sagen skulle hele vejen til Danmarks Idrætsforbund, og den kommer den nu med en ny appel. Det bekræfter Hobro-formand Steen Juulsgaard.
- Vi er kommet det skridt videre nu. Dommen er bekræftet, og vi kan tage den videre derfra. Og det gør vi, siger Juulsgaard til bold.dk og tilføjer:
- Vi tror på, vi har en god sag, og som vi hele tiden har givet udtryk for, er vores bedste chance nok i DIF.
Juulsgaard er langt fra overrasket over stadfæstelsens indhold.
- Desværre ikke, men vi mener stadigvæk, vi har en case, og der er ting, der taler til vores fordel. Derfor jagter vi også videre og tager sagen et skridt videre. Vi synes, den fortjener at blive prøvet af i DIF.
- Jeg har ingen forventninger om, hvordan sagen kan være endeligt lukket, men vi håber da på en hurtig afklaring, så vi kan forsøge at slå en streg i sandet, siger Hobro-chefen.
Får Hobro medhold i sin appel i DIF og de tre point tilbage, vil de have 11 point – tre mindre end Esbjerg og AGF over stregen.
mikael@bold.dk


Hobro
3F Superliga































