


Det danske landshold tog fredag aften en fornem skalp, da holdet nedlagde de franske verdensmestre med 2-1 på udebane i Nations League.
Sejren var den seneste i rækken af imponerende resultater, som også tæller den flotte EM-slutrunde og den suveræne VM-kvalifikation.
Midtbaneprofilen Pierre-Emile Højbjerg mener dog ikke, at Danmark nu også er blandt verdens absolut bedste landshold.
- Jeg ved godt, at vi har vundet 2-1 og skal være stolte og glade, men jeg synes stadig, vi havde momenter i kampen, hvor vi skulle være bedre.
- Man skal have følelsen af, at ethvert angreb kan blive til et mål, og det havde jeg ikke følelsen af i denne kamp. Jeg synes stadig ikke, vi er blandt de bedste hold i verden.
- Vi skal i perioder spille med lidt større overskud, men det er også nemmere sagt end gjort, for vi skal løbe mange meter og dække mange huller, så når man endelig har bolden, og pulsen ligger højt, så skal man koncentrere sig ekstra, og det er dét, som topspillere har i bagagen, siger Højbjerg.
Danmark startede i en 3-4-3 og kom bagud kort inde i anden halvleg. Så skiftede Hjulmand ud, og Danmark gik over til en 4-3-3, hvorefter kampen vendte.
Pierre-Emile Højbjerg mener, det viser høj kvalitet at kunne ændre kampbilledet på den måde.
- Vi fik justeret godt undervejs, og holdet bevarede roen. Det er vigtigt at kunne det i kampe som denne. Man skal spille lidt uden følelser og sørge for at stå rigtigt.
- Det var rigtig stærkt, at da vi skiftede til 4-3-3, havde vi det ekstra gear og gik op og pressede højere og fandt nye muligheder for, hvordan vi gjorde ondt på dem.
- De havde reelt ikke noget skud på mål i første halvleg, og det viser jo, at vi stod godt. Så kan det godt være, at vi stod langt nede, men vi gjorde de rigtige ting og skubbede rigtigt op, og det er et stort skulderklap til organisationen.
- Men skal vi op på allerøverste hylde, som jeg ikke synes, at vi er endnu, så skal vi være bedre på bolden, være mere dominerende og mere farlige, siger Højbjerg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Danmark
UEFA Nations League A





























