
Den frygtede VM-fiasko blev onsdag en realitet, da Danmark tabte med 0-1 til Australien i et opgør, hvor de rødblusede havde mere end svært ved at blive farlige.
Danmark må dermed rejse hjem fra Qatar med et enkelt point i bagagen efter tre gruppekampe. Det blev til to nederlag og en uafgjort.
Efter kampen mod Australien var midtbanespiller Pierre-Emile Højbjerg meget skuffet. Det fortæller han i et interview med DR.
- Der er flere grunde til det (nederlaget,red). Det er bare ikke godt nok. Det er under niveau og uværdigt. Det er bare ikke godt nok. Det er i hvert fald det, der skinner igennem lige nu.
- På den anden side er det heller ikke ufortjent, at vi ryger ud.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er uværdigt, fordi vi ikke rammer vores niveau, og fordi vi ved, vi er bedre end det her. Vi skal repræsentere os bedre. Vi skal kunne omgå de forvandlinger og det pres, der er. Det kunne vi måske ikke. Det ved jeg ikke. Det må du spørge andre om.
- Når du er på det her niveau, og der er pres på og forventninger, er modstanderen mere parat til at lukke ned for dig. Det skal du kunne omgå, og vi formåede som hold ikke at håndtere det godt nok.
- Vi må ikke lade os tynge af det, men vokse med at der er forventninger til os.
Den anden gruppekamp mellem Tunesien og Frankrig endte med en tunesisk sejr på 1-0.