Jacob Neestrup mod Johannes Hoff Thorup.
Det er et syn, vi har oplevet mange gange i Superligaen, men i midten af juli står de to trænere over for hinanden i Wien.
Rapid Wien tager imod Panathinaikos i en testkamp, og at det bliver med to danske trænere, skal Hoff Thorup være den første til at kalde uventet.
Det fortæller han med et stort smil til Bold.
- Det er fedt, at vi mødes. Det er noget af det, som fodbolden giver - nogle fede og vilde oplevelser. Det er jo nok de færreste, der havde set, at Neestrup og jeg skulle spille en kamp mod hinanden med de to hold.
- Panathinaikos og Rapid Wien har faktisk et venskab med. Det er også derigennem, at kampen er opstået. Kampen skal spilles på stadion, så vi forventer en del tilskuere og en god oplevelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Fodbold er svært at planlægge, men når der kommer en fed udfordring, skal man snuppe den, hvis man har modet til det, for det kaster nogle gode oplevelser af sig, og det her er da helt sikkert en af dem. Det bliver hyggeligt at se ‘Nees’ igen, siger Johannes Hoff Thorup.
Neestrup sendte SMS
Selv om de to danske trænere har været modstandere under tiden i henholdsvis FC København og FC Nordsjælland, er der ikke bare gensidig respekt imellem dem.
Hoff Thorup og Neestrup ses fra tid til anden også uden for banen.
- Jeg vil sige, at vi har et godt forhold til hinanden. Da vi begge var i Danmark, kunne vi godt finde på at gå ud og drikke en kop kaffe eller spise en middag sammen. Vi har også mødtes et par gange, efter jeg kom hjem fra Norwich.
- Vi snakker tingene igennem, får vendt situationen i fodbold og sparret, men også bare talt om alt muligt andet. Det er rart, at man kan og gør det.
- Neestrup skrev med det samme en SMS, da den var ved at blive officiel i Grækenland, at jeg skulle få booket den dato, så vi kunne møde hinanden, siger Hoff Thorup med et grin.
De to trænere har stået over for hinanden otte gange som cheftrænere i dansk fodbold. Her er det blevet til tre sejre hver og to uafgjorte.
Kampen mellem de to hold spilles ifølge Sky 'i midten af juli' på Allianz Stadium.

Rapid Wien
Panathinaikos
Træningskampe

































