2026-01-19 08:32:00

Højlund buhet ad i Parken med United: Har FCK i hjertet

FCK-assistenttræner Hjalte Bo Nørregaard fortæller i et interview med Bold om gensynet med Rasmus Højlund, som han var træner for på ungdomsniveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

CL - 7. runde

FT

FCK

1 - 1

NAP

På tirsdag står han der igen. 

Rasmus Højlund har haft Parken som hjemmebane mange gange, men om lidt venter der for anden gang i karrieren en kamp som gæst i Danmarks nationalarena.

Napoli gæster nemlig FC København i Champions League, og Højlunds deltagelse er den ekstra smagsforstærker til en kamp, der i forvejen tilfredsstiller de fodboldtørstige smagsløg.

Det fortæller FCK-assistenttræner Hjalte Bo Nørregaard i et interview med Bold.

- Det er altid sjovt at møde tidligere spillere på den måde, uanset hvem det er. Og vi har jo prøvet det før med Rasmus, da han var i Manchester United.

- Vi håber ikke, at han er ligeså hård ved os denne gang, men kan vi få det samme resultat på tirsdag, så kan vi godt leve med det, siger FCK-legenden med et stort smil med henvisning til 4-3-sejren mod United.

Især for Hjalte Bo Nørregaard bliver gensynet særligt. Få kender fodboldspilleren Rasmus Højlund bedre. 

Nørregaard var træner for Højlund på ungdomsniveau, og allerede dengang, var der krummer i den nuværende Napoli-spiller.

Artiklen fortsætter efter billedet

Champions League -Højlund buhet ad i Parken med United: Har FCK i hjertet
Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix

- Rasmus var en hårdtarbejdende, målbevidst og glad dreng, som jeg lærte at kende i sin tid. Han havde allerede lidt kant dengang. 

- Rasmus er dejlig lige til. Det du ser, det er også, hvad du får. Samtidigt var han en, der stillede spørgsmål og gav modspil, og det gav nogle gode diskussioner. 

- Der var lidt forskellige meninger om hans mulige udvikling. Men Rasmus havde sin fysik, frækhed og store tro på egne evner, og jo ældre han blev, faldt tingene på plads, og han fandt ud af, hvad han kunne bruge sin krop til.

- Han fandt ud af, at han kunne løbe hurtigere end de andre, han kunne tage imod bolden spejlvendt og gøre det i en tidlig alder, selv om de er et år ældre i ungdomsregi, siger Nørregaard.

Det rigtige for Rasmus
Det blev dog aldrig til det store gennembrud på FCK's førstehold. 

32 gange nåede Rasmus Højlund at være i aktion for løverne, og den allerførste gang var på ordre fra netop Hjalte Bo Nørregaard.

Da Ståle Solbakken blev fyret i 2020, overtog Nørregaard nemlig roret i tre kampe, og det kastede en førsteholdsdebut til Højlund af sig.

- Jeg gav ham debut på stadion i Aarhus, hvor han stod ude på sidelinjen og rystede, da han skulle ind, mindes FCK-assistenten, inden han snakker mere generelt om Højlunds tid på førsteholdet:

- Rasmus kom frem til en del chancer i sin tid i FCK, og han var tæt på at score i Superligaen. Det var meget lige ved og næsten. 

- Samtidigt var sportsdirektøren og træneren enige om, at der var stor konkurrence, og at Rasmus skulle en anden vej. Det viste sig at være det helt rigtige for ham, siger Hjalte Bo Nørregaard.

Højlund har i særdeleshed haft succes siden skiftet væk fra FCK. 

CV'et tæller blandt andet 95 og 26 mål kampe for Manchester United, 31 kampe og 13 mål for Danmark og allerede 25 kampe og ni scoringer for Napoli. 

169479
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hjalte Bo Nørregaard er glad for at se, at angriberens hårde arbejde betaler sig. 

- Det er en udvikling, der har været virkelig fed at se, fordi jeg har været med, siden han var helt ung. At se den hylde, som Rasmus er på i dag, det er helt fantastisk for ham. Han er jo på allerøverste hylde. 

- Jeg ved, at han har arbejdet stenhårdt og målrettet, for jeg har set det med egne øjne, så det er virkelig fedt, at han har nået sine mål og har stor succes. 

- Jeg kan godt finde på at sende ham en sms i ny og næ og skrive tillykke. Jeg følger med i, hvordan det går ham. Han er altid god til at svare, og vi har et fint forhold til hinanden, lyder det fra FCK-assistenten.

Kan ikke holdes nede
Tirsdag aften står Rasmus Højlund igen overfor sin tidligere træner fra FCK's U19-hold, og det han som bekendt prøvet før.

804 dage efter Rasmus Højlund gæstede Parken med Manchester United, er han på besøg igen.

Et besøg, hvor angriberens jubel blev modtaget blandet. 

Højlund scorede to af englændernes mål i FCK's 4-3-sejr, og hans jubel over scoringerne i Parken fik dele af det københavnske publikum til at buhe ad Højlund.

Hjalte Bo Nørregaard er ikke i tvivl om, hvorvidt et mål skal fejres eller ej:

- Jeg synes, at man skal være glad og fejre sine mål, når man scorer. Det er trods alt det, som man spiller og lever for. 

- Og så er der ingen tvivl om, at Rasmus har FCK i sit hjerte, men lige den dag, der spiller han altså for en anden klub, siger FCK-assistenten.

Rasmus Højlund lod sig dog ikke slå ud af buhråbene, ligesom han heller ikke har gjort det over kritikken, som der i perioder var af ham i den engelske presse grundet hans præstationer i Manchester United. 

223508
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske angriber er fortsat kun 22 år, og hans tidligere træner fra ungdomstiden er sikker på, at der er mange flere gode ting i vente for Højlund.

- Det er fantastisk, at han har nået alt det i en tidlig alder. Selv om han får nogle over næsen, så bliver han ved med at stikke den frem. 

- Han er svær at holde nede, og det er dejligt at se, at han giver den gas ligegyldigt hvad. Han er med garanti en af dem, vi ser meget til de næste mange år, afslutter Hjalte Bo Nørregaard.

Der er kampstart i Parken, hvor FCK og Napoli krydser klinger, tirsdag klokken 21:00.

Podcast Cover

Brøndby nede på jorden igen

Hattrick | Afsnit 15

Der var som altid fuld smæk på i Superliga-weekenden, og vi runder de store historier - blandt andet AGF's fortsatte problemer, og at Brøndby er kommet ned på jorden igen. 

Læs mere
-19:26

Artiklen fortsætter efter indholdet

CL - 7. runde

FT

FCK

1 - 1

NAP

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce