Balladen i Fremad Amager fortsætter for fuld skrue.
Som Bold har kunnet berette de seneste uger, er der blevet skabt et yderst betændt forhold mellem cheftræner Carit Falch og spillertruppen – og det er kun blevet værre.
I mandags var der ifølge Bolds oplysninger et møde i klubben, hvor dagsordenen var det dårlige arbejdsmiljø på førsteholdet med Carit Falch som omdrejningspunkt.
På mødet var spillerne, Spillerforeningen, Fremad Amagers administrerende direktør, Alexander Saugmann, samt Fremad Amagers konsulent Kurt Næsted til stede - sidstnævnte beskrives af kilder som klubejer Lars Heins højre hånd.
Her gik bølgerne ifølge Bolds oplysninger særdeles højt.
Spillerne var klare i mælet omkring, at de ikke længere ønsker at have Carit Falch som cheftræner på grund af hans egenrådige tilgang og det dårlige arbejdsklima, der er i klubben.
Kurt Næsted gjorde det dog helt klart på mødet, at der fra ledelsens side er 100 procent opbakning til Carit Falch, og han understregede, at en stor del af problemerne omkring forholdet mellem spillerne og Falch handler om, at der bliver lækket informationer til pressen.
Kurt Næsted var ifølge Bolds oplysninger så oprørt på mødet, at Spillerforeningens repræsentant måtte bede ham dæmpe sig.
Carit Falch har ikke været på træningsbanen de seneste dage, og forklaringen fra klubledelsen har været, at han er syg. Assistenttræner Fabio Mazzone har også været fraværende de sidste par dage, men vendte torsdag tilbage.
Torsdag formiddag blev spillerne ifølge Bolds oplysninger indkaldt til møde umiddelbart før træning, hvor ledelsen igen udtrykte deres utilfredshed over for spillerne, der blev opfordret til at begrave stridsøksen.
Bold har forsøgt at få en kommentar fra Fremad Amager Elites ejer, Lars Hein, samt konsulent Kurt Næsted og administrerende direktør Alexander Saugmann. Ingen er vendt tilbage.
Sagen begyndte for alvor at rulle, da Bold i januar kunne fortælle, at U19-spillerne nægtede at træne med på førsteholdet, fordi de følte sig udskammet og ydmyget af Carit Falch.
Utilfredsheden med cheftræneren har bredt sig til førsteholdsspillerne, der ad flere omgange har bedt klubejer Lars Hein om et møde, fordi de mener, at Carit Falchs tilgang er egenrådig og tyrannisk.
Ifølge Bolds oplysninger har Carit Falch siden afsløringerne hevet flere i klubben til side for at høre, om de ved, hvem der har talt med Bold om de beskrevne episoder til træning, og det har ikke hjulpet på arbejdsklimaet.
U19-spillerne er i øjeblikket på træningslejr på Cypern sammen med resten af ungdomsholdene, og de er derfor ikke til stede til træningen på Amager.
Fremad Amager Elite har ikke kun udfordringer på træningsbanen - også i økonomien er der rod.
Klubben må aktuelt ikke skrive nye kontrakter, fordi de er blevet sendt til inkasso og har erklæret sig insolvent i en sag i fogedretten.
1. februar sendte Spillerforeningen et påkrav til Fremad Amager, fordi lønnen ikke var blevet rettidigt udbetalt. Klubejer Lars Hein begrundede den forsinkede løn med, at der var sket en menneskelig fejl, hvor en ansat fejlagtigt havde modtaget en løn på 500.000 kroner.
Fremad Amager har fortsat et par uger, før anden del af sæsonen i 2. division begynder.
Den kriseramte klub spiller første gældende kamp 9. marts, når de gæster Skive IK.
Ved du noget? Tip journalisterne bag artiklen på dn@bold.dk eller sara@bold.dk.


Fremad Amager
CampoBet 2. division


































