2022-01-20 17:00:00

Holbæk-ikon tvunget til karrierestop: Tør ikke

Den nu tidligere Holbæk-anfører Ferdinand Bangsgaard lægger støvlerne på hylden, da han ikke længere tør at spille fodbold grundet en korsbåndsskade. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som 27-årig burde man stadig have nogle gode år i sig som fodboldspiller, men for Ferdinand Bangsgaard er historien en anden.

Han er nu blevet 28 år, men for et år siden gik det galt for Holbæk-anføreren.

Et vrid knæet i en træningskamp mod Slagelse endte med at blive de sidste minutter for Bangsgaard som fodboldspiller. Korsbåndet fungerer ikke optimalt for nu tidligere Holbæk-anfører, og han tør simpelthen ikke mere.

28-årige Ferdinand Bangsgaard siger til LigaBold.dk, at han er blevet tilset af mange forskellige specialister, der havde en klar besked. Derfor har han nu endegyldigt valgt at stoppe karrieren.

- Det er ikke frivilligt, at jeg har valgt at stoppe. Jeg har simpelthen været så uheldig at komme til skade med mit knæ. Jeg har før været kommet til skade med knæet, da jeg i 2012 rev det forreste korsbånd over i det venstre knæ. Jeg kom så tilbage og røg til FC Roskilde for at spille noget 1. division, og det har været fint. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmarksserien -Holbæk-ikon tvunget til karrierestop: Tør ikke
Foto: Holdbæk B&I

- Jeg har sloges lidt med det knæ, men jeg har fået trænet det fint op, så det har fungeret i mange år. For et år siden skulle vi møde Slagelse i en træningskamp, og der fik jeg et ordentlig vrid igen.

- Jeg løb ud og tænkte, at jeg bare skulle skiftes ud. Jeg blev så undersøgt, og det kan måske være, at der sidder et korsbånd, men det fungerer ikke. Jeg endte hos alle mulige forskellige specialister blandt andet Morten Boesen, der er landsholdslæge, og de sagde, at knæet ikke fungerer, som det skal. 5. maj blev jeg opereret angående det forreste korsbånd igen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan sige, at min genoptræning går rigtig godt, men jeg tør ikke risikere at rive noget som helst over igen, selvom det kribler helt vildt, siger Ferdinand Bangsgaard til LigaBold.dk.

Hjalp uden for banen - stopper som assistent nu

Bangsgaard har efterfølgende hjulpet til som assistent for Holbæk, men det har ikke været det samme for ham. Derfor har han valgt at stoppe som assistent også.

- Det var på ingen måde sådan, som jeg havde lyst til at stoppe på. I den ideelle verden havde jeg været med til at aflevere et hold, der var et andet sted, end da jeg spillede for et år siden. Jeg har siden hen været assistenttræner. Mine kompetencer har mere været at lede inde på banen end uden for. Jeg havde ikke håbet, at jeg skulle stoppe på en måde, hvor kroppen sagde fra.

- I det forløb, hvor jeg ikke kunne spille, ville jeg gerne hjælpe på en eller anden måde, og til at starte med stod jeg for vores andethold i forbindelse med kampafvikling i forhold til at være træner. 

- Så skiftede man træner, hvor Marc Thevis kom ind, og så blev jeg spurgt, om jeg ville være assistenttræner og være bindeleddet mellem trup og træner. Det lød meget spændende at have en hverdag i klubben og få dækket ens fodboldbehov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ville jeg gerne lige smage på, og om det kunne give det samme, som da jeg spillede. Vi aftalte også, at det var med forbehold for, at det var en tidssluger, og jeg skulle jo passe min genoptræning samtidig. Så skulle jeg være med til træningerne et par gange om ugen plus et fuldtidsarbejde, så der var ikke mange timer i døgnet udover det. 

- Jeg evaluerede lidt på det, og jeg har så meddelt klubben, at jeg ikke ønsker at fortsætte som assistenttræner, fordi jeg føler ikke, at det gav mig det samme, som da jeg var spiller.

Om den tidligere Holbæk-anfører kommer til at tilbage til klubben i en anden rolle på sigt, må tiden vise.

- Jeg har ikke lyst til at udelukke noget, men jeg kan også godt mærke, at jeg har brug for en puster, og at det lige skal på afstand, før jeg kan tage en beslutning. Jeg har også haft nogle snakke med Morten Rutkjær (Holbæk-sportschef, red.), angående hvad det kan være. 

- Nu skal jeg lige have ro på hjemmefronten. Min kæreste har termin i morgen (torsdag, red.), så der er en masse ting, som skal finde en hverdag. Jeg skal finde ud af, om jeg kommer til at savne det, eller om jeg finder på noget andet, siger Ferdinand Bangsgaard til LigaBold.dk, der tilføjer, at Holbæk betyder meget for ham og kalder den 'hjerteklubben'.

Udover Holbæk har midtbanespilleren også spillet for FC Roskilde.

Holbæk indtager fjerdepladsen i Danmarksserien Pulje 2.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
annonce
0