Der ventede FC Midtjylland-fansene en trist oplevelse torsdag aften, da de havde forladt Stadion Rujevica efter 4-1 triumfen over Rijeka i Conference League.
De blev overfaldet af kroatiske hooligans og efterfølgende blev flere af fansene kørt på hospitalet til nærmere undersøgelse.
Et voldsomt overfald, der skete omkring midnat natten til fredag i udkanten af Rijeka. Nogle timer senere skulle FCM-fansene skulle rejse retur til Herning.
- Alle FCM-fans kom hjem i god behold. Den sidste fan blev udskrevet fra hospitalet kl. 06.00, oplyser Mads Hviid, der er kommunikationschef i FC Midtjylland.
Der var tale om 25-30 FCM-fans, der var samlet, da overfaldet skete. Det kunne nærmest ligne et bagholdsangreb, som de blev udsat for, da de blev angrebet af kroatiske hooligans.
Læs mere om overfaldet natten til fredag i Rijeka lige her
Artiklen fortsætter efter billedet

FC Midtjylland er både i kontakt med UEFA og det lokale politi i Rijeka, som efterforsker overfaldet på FCM-fansene.
Det er dog tvivlsomt om, UEFA kan gøre noget, fordi episoden har fundet sted langt fra stadion.
UEFA’s retningslinjer og regelsæt er normalt kun gældende på området ved stadion.
Derfor bliver en sanktion eller bøde til Rijeka svær at uddele, når overfaldet er sket så langt fra selv stadion.
Som Bold forstår det, blev flere kroatiske hooligans anholdt efter episoden.
- Vi har selvfølgelig en dialog med de FCM-fans, som blev overfaldet i Rijeka, understreger Mads Hviid.
FC Midtjylland har kvalificeret sig til Conference League-ligaspillet, hvor modstanderne er Ajax, Sint-Truiden og Hajduk Split på hjemmebane, mens udekampene er mod Pafos, Lincoln og KF Egnatia.

FC Midtjylland
ECL-kval






























