



Der er stor utilfredshed med Esben Hansen, sportsdirektør i AC Horsens.
Det blev tydeligt markeret af hjemmepublikummets stemningsafsnit under opgøret mod Lyngby Boldklub, hvor fansene ikke lagde skjul på deres utilfredshed.
Bolds reporter i Horsens kunne fortælle, at flere af hjemmeholdets fans begyndte at synge om Esben Hansen og kræve ham fyret.
– Amerikanere, amerikanere, hvorfor kan I ikke se? At I skal fyre Esben – for at få succes, lød det fra fansene.
Der var også medbragt et stort banner med teksten: "Fyr Esben".
Nu har den officielle fanklub Fanklub Alliancen meldt ud på Facebook om baggrunden for protesten mod sportsdirektøren.
- Vi er nået til et punkt, hvor vores bekymring for arbejdsmiljøet i AC Horsens er blevet så stor, at vi føler os nødsaget til at reagere. Pilen peger i én retning – mod Esben Hansen, skriver fanklubben.
- For omkring et år siden stod vi i en lignende situation, hvor vi ikke lagde skjul på vores holdning til ham og det moralske kompas, vi mener kendetegner hans ledelse. Situationen danner et mønster af en mand, der manipulerer og lyver overfor sine ansatte og alle omkring dem, for egen personlig gevinst.
I samme opslag udtrykker fanklubben fortsat tillid til cheftræner David Nielsen.
- Det er dog vigtigt for os at understrege, at vi har fuld tiltro til David og spillertruppen. Vores hensigt er på ingen måde at skade klubben – tværtimod ønsker vi at beskytte den og den kultur, som AC Horsens bygger på.
Bold kunne for nylig fortælle, at balladen i Horsens ikke kun handler om resultater – men også om arbejdsmiljøet i klubben.

AC Horsens
Betinia Liga


































