

AC Horsens gik søndag endnu engang fra banen uden at score, da Superligaens bundhold tabte 0-2 på eget græs til FC København.
Efter to mål i første halvleg, hvoraf det ene blev banket i mål efter blot fem minutter, kørte gæsterne fra hovedstaden en sikker sejr hjem, hvor der aldrig var tvivl om udfaldet.
Hos Horsens ærgrer angriberen Nicolai Brock-Madsen sig over det tidlige FCK-mål.
- Jeg er ikke tilfreds med vores start. Det er en katastrofe, at vi giver dem de to mål, for så ved vi, at det bliver svært mod et hold som FCK, siger Brock-Madsen.
Han mener, at de gulklædte mangler skarphed i offensiven.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi skal have en større kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Vi skal være bedre, når vi får muligheden for at slå et godt indlæg, og når vi kommer i position til at spille hinanden gode, siger angriberen.
Cheftræner Jens Berthel Askou medgiver, at klubben har nogle offensive udfordringer i øjeblikket, men han mener, at løsningen ligger i bedre forsvarsspil.
- Det starter med, at vi skal holde nullet i længere tid, for så ved vi, at det kun er én chance, der skal til for at få et resultat, siger cheftræneren, der tiltrådte i januar.
Han mener, at det er for tidligt at give op i jagten på overlevelse.
- Vi har mange bjerge, som vi skal op og ned ad, inden vi når målstregen. Hvis vi lægger os ned og har ondt af os selv, så bliver det svært at nå toppen.
- Vi skal vise hinanden den rigtige mentalitet, når der er modgang, og jeg synes egentlig, at vi bliver ved med at arbejde for hinanden, siger Jens Berthel Askou.
I FCK-lejren er der glæde at spore over den måde, som københavnerne holdt Horsens fra at score.
- Vi splittede Horsens ad og scorede to flotte mål. Det var en vanskelig bane, men vi fightede kampen hjem uden at tillade Horsens en eneste chance, siger FCK's cheftræner, Jess Thorup.
Horsens indtager Superligaens sidsteplads efter 15 spillerunder. Bundholdet har ti point op til FC Nordsjælland over nedrykningsstregen.
/ritzau/