Huddersfield spillede en flot sæson som oprykker i Premier League, og selvom det blev spændende til sidst, så sikrede danskerklubben sig endnu en sæson i den bedste engelske række.
Nu har klubben hentet nyt blod til offensiven, da 21-årige Ramadan Sobhi skifter til klubben fra nedrykkede Stoke City. Huddersfield-manager David Wagner er glad for tilgangen af den egyptiske kantspiller.
- Jeg er meget glad for, at vi kan byde velkommen til Ramadan Sobhi. Han er et stort talent og har opnået meget for en spiller, der kun er 21 år, siger Wagner til klubbens hjemmeside.
Den egyptiske kantspiller har spillet 24 kampe for Stoke i den forgangne Premier League-sæson, og han har scoret to kasser for klubben.
Huddersfield oplyser, at Ramadan Sobhi har underskrevet en tre-årig kontrakt med klubben.



Huddersfield
Premier League




























