Danskerklubben Huddersfield kæmper hårdt for livet i Premier League, og i den forbindelse har klubben fredag hentet hjælp ind udefra.
Der er tale om kantspilleren Jason Puncheon, der skifter på en lejeaftale fra Crystal Palace. Aftalen er gældende sæsonen ud, skriver Huddersfield på sin hjemmeside.
Manager David Wagner glæder sig over aftalen.
- Det er tydeligt, at vi ønsker at tilføje kvalitet og muligheder til vores midtbane i dette transfervindue, og jeg er sikker på, at der mange af vores fans, der kender til Jason fra hans mange år i Premier League.
- Det er vigtigt, at vores tilføjelser i januar kan have en omgående betydning for vores hold, og det er jeg sikker på, at Jason kan, siger Wagner til klubbens hjemmeside.
Den 32-årige kantspiller har været ude i kulden på Selhurst Park i denne sæson, hvor det kun er blevet til otte minutters fodbold i Premier League.


Crystal Palace
Huddersfield
Premier League


























