




Avarta har allerede sikret sig en plads i oprykningsspillet fra 2. divisions Gruppe 1, og i dag kunne Hvidovre gøre det samme, hvis det blev til point mod HIK.
Hvidovre kom foran allerede i det andet minut ved Frederik Emil Andersen, og da det skulle vise sig at blive kampens eneste mål, er Hvidovre sikret en plads i oprykningsspillet.
Resultatet betyder også, at HIK ikke kan nå i oprykningsspillet.
Samtidig havde Brønshøj besøg af Fredensborg, og her vandt hvepsene med overbevisende 3-0. Alle tre mål blev scoret før pausen af Christoffer Boateng og to af Patrick Naundrup.
Resultatet betyder, at Brønshøj fortsat ligger til oprykningsspillet, mens Fredensborg ikke længere kan nå det.
B93 havde besøg af topholdet Avarta og jagtede også vigtige point for i kampen om de øverste fire pladser, men her sluttede kampen uden scoringer.
Holbæk vidste allerede før dagens kamp, at det står på nedrykningsspillet efter nytår, og holdet havde i dag besøg af Frem. Her vandt gæsterne 1-0 og holder dermed liv i håbet om en plads i ræset om oprykning til 1. division.
Dagens resultater betyder, at Avarta og Hvidovre er sikret en plads i oprykningsspillet, Fredensborg, HIK og Holbæk skal i nedrykningsspillet, mens de sidste pladser står mellem Brønshøj, B93 og Frem.
Brønshøj skal i sidste runde en tur til Hvidovre, B93 gæster Fredensborg, mens Frem får besøg af HIK.