På trods af sin unge alder har Olti Hyseni allerede spillet 67 kampe for Sønderjyskes førstehold.
Især i løbet af forårssæsonen formåede den 18-årige offensivspiller at vise sig flot frem med flere afgørende scoringer og oplæg i Superligaens mesterskabsspil.
Sådanne præstationer plejer naturligvis at føre interesse med sig, og på rygtebasis er Olti Hyseni blandt andet blevet sat i forbindelse med Brøndby IF, hvor Thomas Nørgaard som bekendt netop har overtaget cheftrænerposten.
Den unge Sønderjyske-profil lægger da heller ikke skjul på, at han har bemærket historierne om de blågule.
Det fortæller han, da Bold møder ham i U19-landsholdslejren inden afrejse til EM.
- Selvfølgelig har jeg hørt om de rygter. Det er svært ikke at høre det, når alle fra holdet nævner det og snakker om det.
- Jeg følger selvfølgelig også med på sociale medier, hvor jeg kan se alle de her historier. Men det er jo kun godt, synes jeg.

Artiklen fortsætter efter billedet

- Jo mere af det, desto bedre - både for en selv og for klubben. Det betyder, at der også er andre end Sønderjyske, der kan se, at jeg har gjort det godt.
- Så jeg betragter det som en succes - både for mig selv og for holdet, indleder han.
Selvom rygterne har floreret gennem noget tid, er der dog på nuværende tidspunkt ikke landet noget konkret fra Brøndby.
- Nej, faktisk ikke. Der er rigtig mange, der har stillet mig det samme spørgsmål.
- Men jeg har faktisk ikke hørt noget omkring det, slår han fast med et lille grin.
Åben for tilbud
Men føler du dig klar til at tage næste skridt?
- Ja, det gør jeg faktisk. Jeg er modnet meget som både fodboldspiller og menneske. Det, at jeg har boet alene i mange år nu, har gjort, at jeg virkelig er modnet meget - især på det mentale plan.
- Det vigtigste er mennesket uden for banen. Én ting er, at man er fysisk klar - hvilket jeg altid synes, at jeg har været - men det mentale har været det vigtigste for mig.
- Nu til dags er der mange fodboldspillere, der skifter til udlandet og vender tilbage til Danmark igen eller døjer med det mentale helbred.
- På det punkt føler jeg, at jeg er klar, og på samme tid har jeg vist, at jeg godt kan være med i Superligaen, siger U19-landsholdsspilleren.
Så du ville være åben for at lytte på tilbud?
- Ja, det ville jeg da. Jeg vil altid gerne være åben, hvis der kommer et eller andet.
- Nu har jeg også spillet min tredje professionelle sæson i Sønderjyske og er kommet godt ind i senior-miljøet, fortæller han.

For Hyseni handler et potentielt klubskifte dog ikke om at komme afsted for enhver pris.
Det rette projekt og de rette udviklingsmuligheder skal således være til stede.
- Jeg sigter efter et mellem-step. Jeg prøver at spejle mig meget i andre fodboldspillere og deres karrierevalg, beslutninger man skal holde sig fra og sådan noget.
- Der er mange, der allerede fra start prøver at gå efter det højeste niveau, men for mig er spilletid bare det vigtigste, og sådan kommer det også til at være fremadrettet.
- Det vigtigste for mig er ikke, om det er en top-5-klub i en stor liga, eller om det er et par niveauer lavere. Det handler for mig om at få en stor rolle på holdet og spille en masse minutter, siger Sønderjyske-profilen.
Klar på at blive
Selvom Hyseni føler sig klar til at tage næste skridt, understreger han samtidig, at han ikke har travlt med at forlade Haderslev.
Hvis det rigtige tilbud ikke dukker op denne sommer, ser han fortsat gode muligheder for sin udvikling i Sønderjyske.
- Jeg er 100 procent også klar på at blive, hvis ikke der kommer noget, lyder det således fra den unge offensivspiller.
Olti Hyseni har kontrakt med Superliga-klubben frem til sommeren 2029.
Sønderjyskes direktør, Markus Kristoffer Hansen, fortalte for nylig, at man foretrækker at sælge den unge profil til udlandet.

Make VM Great Again: Reportage fra Karrusellen & Live fra Miami!
Drømmeklubben | Afsnit 5Anders og Victor har været på natligt besøg på Karrusellen til en solid omgang hatewatch af Sverige - side om side med en stor flok skønne Japanere.
Læs mere
Sønderjyske
Brøndby IF
3F Superliga

































