FC Københavns træningsanlæg skal opgraderes, og det skal gå stærkt.
Processen med at undersøge mulighederne er skudt i gang.
Men der endnu ikke bevilget et beløb til, hvor meget Parken vil ofre på en modernisering af anlægget.
Først skal sportsdirektør Peter Christiansen i samarbejde med et arkitektfirma komme med en løsningsmodel for, hvordan 10’eren (træningsanlægget, red.) kan opgraderes.
- Vi ser på tre modeller lige nu. En renovering, en udbygning eller en endnu større model, forklarer Peter Christiansen.
En større model betyder det, at I så skal væk fra Frederiksberg?
- For den store model, vi kigger på, kan vi stadig godt være på Frederiksberg, forklarer han.
Kan I ikke komme i en situation, hvor I vokser jer ud af anlægget?
- Jo, det er en af udfordringerne og knuderne, som vi skal have belyst. Men vi kan ikke vente, hverken fem, syv eller ti år. Vi skal have opgraderet træningsanlægget, fordi det slet ikke har den standard, det skal have.
Vil helst blive på anlægget
Kan du afvise, at I flytter væk fra 10’eren?
- Nej, det kan jeg ikke. Men prioriteten er helt sikkert, at vi helst vil blive på anlægget. Vi er gået i gang med at kortlægge, hvilke behov vi har nu og i fremtiden.
- Der er ingen tvivl om, at presset på anlægget kommer til at stige i fremtiden, når vi får en kvindeafdeling ind og et fremtidigt akademi for kvinder.
- Det ligger fast, at kvinderne skal have hjemme enten på Peter Bangs Veje eller Jens Jessens Vej, forklarer Peter Christiansen og sætter problemerne lidt i relief:

Foto: Thomas Traadsdahl/Ritzau Scanpix.
- Med de tre baner vi har nu og en enkelt, vi kan bruge på Pile Alle, skal vi måske finde en bane mere, siger Peter Christiansen og understreger vigtigheden af at have rigeligt med græsbaner til rådighed i fremtiden.
- Hvis vi skal fortsætte med at sprøjte talenter ud af den standard, vi gør, skal de træne på græs. Og det gør ikke vores udfordringer mindre.
- Vi kan ikke fortsætte med at skyde de bedste talenter afsted, hvis ikke de regelmæssigt spiller på græs, pointerer han.
Sportsdirektøren erkender, at ’projektet’ stadig er som ti fugle på taget, fordi der ikke er bevilget et økonomisk beløb til forbedringer.
- Men det er klart, at vi nu har gang i en proces, hvor vi skal fremlægge en løsningsmulighed for bestyrelsen så hurtigst som muligt, pointerer han.
Det er håbet og forventningen, at sportsdirektøren senere på året kan fremlægge den model, han og arkitektfirmaet er kommet frem til.
Skal være attraktivt for alle
For sportsdirektøren handler det ikke udelukkende om at forbedre forholdene for spillerne. Det er også en øvelse om at gøre vilkårene bedre for alle, der benytter træningsfaciliteterne i dag.
- Når man skal tiltrække spillere, betyder det noget for dem, hvordan dagligdagen fungerer krydret med de krav, vi stiller til dem.
- Vi har en platform, der er attraktiv. De krav, der kommer i fremtiden, handler også om staben, analyseafdeling og sundhedssektor, som vil lægge deres faglighed i FC København.
- Det er ikke kun for spillerne, vi er nødt til at steppe op. Det gælder også på specialistdelen. Det er ikke nok, at der kun er tre gode baner. Det handler også om kokken, der serverer maden, har ordentlige forhold.
På fodboldbanen er i Skandinaviens bedste. Hvor højt rangerer FC København træningsanlæg lige nu?
- Det er i hvert fald ikke Europas bedste.
Er I Danmarks bedste?
- Nej, det er vi ikke. Det kan alle se. Vi kan ikke vente. Vi ved, vi skal i gang.
Har du været i Ikast og set FCMs nye træningsanlæg?
- Nej, det har jeg ikke, siger Peter Christiansen med et smil.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga

































