Gianni Infantino er ny mand for bordenden i FIFA, og han har nok at se til. En af de ting, han gerne vil sætte skub i, er brugen af videoteknologi.
Det er Infatino fortaler for. Men først skal fodboldens øverste lovgivende forsamling, IFAB, godkende tests af teknologien. IFAB tager stilling til sagen på et møde i morgen, og Infantino understreger, at han meget gerne ser, at der bliver givet grønt lys.
- Teknologi er selvfølgelig et vigtigt emne, som vi skal analysere seriøst. Vi er i 2016 og kan ikke længere lukke øjnene for det. Mållinjeteknologi er allerede en realitet, så vi skal undersøge sagen og foretage tests i den virkelige verden for at se, under hvilke omstændigheder teknologien kan bruges, siger Infantino til fifa.com.
Infantino understreger, at brug af videoteknologi ikke må gå ud over spillets rytme.
- For det er vigtigt, endda altafgørende at se, hvad det betyder for spillets rytme. Noget af det særlige ved fodbold er det flow. Det stopper ikke som i mange andre sportsgrene, hvor der er tid til at se video. Hvis man kan garantere et flow, så kan vi se, hvordan teknologi kan hjælpe spillet. Men vi skal starte seriøse test før snarere end senere.
- Teknologien udvikler sig og bliver bedre og bedre. Så hvis vi kan hjælpe dommerne med at træffe den rigtige og retfærdige beslutning, så er det også gennemsigtighed. Og det skal vi kunne omfavne.
IFAB skal også diskutere emner som ’den tredobbelte straf’, ’the sin bin’, og muligheden for at kunne indskifte en fjerde spiller, hvis en kamp ryger i forlænget spilletid.

































