


Lørdag aften dannede Parken ramme om testkampen mellem Danmark og Nordirland.
Her var Brian Riemers tropper selvsagt store favoritter, hvorfor landstræneren valgte at ryste posen godt og grundigt.
Hele fem ændringer var der således blevet plads til i forhold til nederlaget mod Cristiano Ronaldo og co. i marts.
Blandt andet startede Filip Jørgensen og Lucas Høgsberg inde og fik dermed deres debut på det danske A-landshold.
Chok i Parken
Sidstnævnte fik dog ikke just en drømmestart på sin allerførste kamp.
Efter blot seks minutter smed FC Nordsjælland-stopperen bolden væk, da han forsøgte at finde Rasmus Nissen Kristensen med en tværpasning.
Den blev herefter samlet op af Justin Devenny, hvis indlæg endte med at ramme Pierre-Emile Højbjerg, som noget uheldigt blev noteret for et selvmål.
Artiklen fortsætter efter billedet

1-0 til Nordirland og op ad bakke i nationalarenaen.
Det danske hjemmehold skulle derfor på jagt efter scoringer, hvis ikke det skulle ende med en gedigen skuffelse på hjemmebanen.
Det fremmødte publikum måtte dog vente helt indtil kort før pausen, før de fik noget at juble over.
Gustav Isaksen modtog kuglen på kanten af feltet, hvor Lazio-spilleren tog et skarpt træk og sparkede den flot ind helt ude ved fjerneste stolpe.
Der stod dermed 1-1 på måltavlen, da dommeren fløjtede til pause i Parken.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dansk pres
Da anden halvleg blev sparket i gang, var det med de samme 11 danske spillere på banen.
Anført af Gustav Isaksen spillede de sig tættere og tættere på føringsmålet, som ad flere omgange var millimeter fra at blive sendt i kassen.
Christian Nørgaard var blandt andet tæt på efter 55 minutters spil, da Brentford-kaptajnen steg til vejrs på bagerste stolpe og stangede kuglen mod mål.
Unge Pierce Charles var dog vågen i det nordirske bur og reddede til hjørnespark.
Herefter blev det til flere nærgående forsøg fra Danmark, men ind ville kuglen ikke.
Debut og jubel
Brian Riemer reagerede derfor fra bænken og sendte Mathias Kvistgaarden og Mika Biereth ind efter 65 minutters spil.
Førstnævnte fik dermed sin debut for A-landsholdet og skulle kun bruge ganske få minutter på at bevise sit værd.
Brøndby-angriberen modtog bolden, viste køligt overblik og lagde den videre ud til Gustav Isaksen, som sendte den ind foran mål.
Her kom Christian Eriksen drønende og satte indersiden på bolden, som sejlede ind i netmaskerne til stor jubel for tilskuerne i Parken.
2-1 til Danmark, der herefter fortsatte med at mose på for endnu en scoring.
En håndfuld minutter senere lykkedes det da også for Mika Biereth at få netmaskerne til at blafre på ny.
Joakim Mæhle havde dog sneget sig ind i en offside-position og blev vurderet til at have indvirkning på spillet af dagens dommer.
Herefter lettede danskerne foden fra speederen og cruisede sejren hjem i Parken.
Det endte 2-1 til Danmark, som på tirsdag skal en tur til Odense, hvor Litauen venter i endnu en testkamp.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Venskabskampe
Nordirland
Danmark



























