Den islandske målmand Patrik Gunnarsson var i løbet af 2020/21-sæsonen udlejet fra Brentford til først Viborg og sidenhen Silkeborg.
Dermed kunne han altså efter sæsonen notere sig for at have været med til at sikre oprykning for ikke bare én, men to danske klubber.
21-årige Gunnarsson fortæller til det islandske medie fotbolti.net, at både Viborg og Silkeborg ville have ham efter den succesfulde sæson.
- Både Silkeborg og Viborg ville have mig. Silkeborg ønskede at få mig med det samme og var villige til at vente ret længe. Brentford kunne dog ikke give et tydeligt svar i tide, og derfor kom der ikke noget ud af det, siger han.
- Viborg ville også have mig, og deres interesse kom sideløbende med interessen fra Viking. Jeg kendte alt til Viborg, men Viking fascinerede mig, fordi klubben viste mig, hvor meget de ville mig, siger han og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De var parate til at gøre alt for mig, og planen var, at jeg skulle direkte ind og spille for dem, siger han.
Gunnarsson skiftede i sommeren 2021 fra Brentford til Viking på en lejeaftale, der i vinterens transfervindue blev gjort til et permanent skifte.
Han fortæller dog, at interessen fra Danmark fortsat er intakt.
- Her i løbet af januar har der igen været interesse fra Danmark, siger han uden at komme det nærmere.
Patrik Gunnarsson har kontrakt med Viking frem til udgangen af 2025.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar