








Lørdag var der topbrag i 2. division gruppe 1, da duksene fra Jammerbugt FC tog imod forfølgerne fra Frem.
Begge hold gik ind til kampen som ubesejret, men i lørdagens kamp var det Frem, der kom bedst ud af starthullerne.
Efter ti minutter satte gæsterne en omstilling i gang, og André Riel fandt Lucas Balck på kanten af feltet, som sparkede bolden fladt i kassen til 1-0.
Jammerbugt kom tilbage i opgøret efter 20 minutter, hvor de fik tilkendt straffespark, og Christian Rye sparkede bolden ind i højre side af målet til 1-1.
Herefter fulgte et par chancer til Frems André Riel og Andreas Smed, men deres respektive afslutninger gik forbi.
I stedet blev det 2-1 til Jammerbugt med ti minutter til pausen. Sead Gavranovic modtog et fladt indlæg fra venstre, og han bankede bolden i kassen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev også 3-1 få minutter senere. Jammerbugt-spillerne satte fint tempo, og efter et par gode kombinationer endte bolden hos Viktor Ahlmann, der hamrede bolden ind fra kanten af feltet.
Efter godt en time blev det så også 4-1 til Jammerbugt, da Nikolaj Lyngø hamrede bolden i kassen.
Frem fik svaret igen få minutter senere, og det var også efter et hjørnespark, som Jammerbugt ikke fik clearet. Bolden røg ind tæt under mål, hvor Andreas Smed fik skovlet bolden over stregen til 2-4.
Håbet om et comeback varede dog få minutter, før med godt 20 minutter igen fik Jammerbugt straffespark.
Emil Schou havde hånd på bolden og blev udvist for sit andet gule kort, og Christian Rye kunne score til 5-2 på sit andet straffesparksmål i kampen.
Dette fik Frem ikke svaret igen på, selvom de prøvede, og således indkasserede de sæsonens første nederlag.
Jammerbugt har nu fire point ned til Frem på andenpladsen med en kamp i hånden.
Andetsteds i rækken hentede Thisted en sen 1-0-sejr over FC Sydvest på mål af Yao Dieudonne.