Jammerbugt præsenterede i slutningen af 2018 først Thisteds Glenn Rask og siden den tidligere Thisted-topscorer Sonny Jakobsen, men dermed stopper det ikke for nordjyderne.
Hele fire prøvespillere viser sig således frem for Jammerbugt-træner Bo Zinck.
Det er stopperne Oliver Knudsen, der er anfører på AaB's Danmarksserie-hold, og -newzealandske Francis De Vries, der har en fortid i blandt andet amerikansk og svensk fodbold.
Til den centrale midtbane tester Jammerbugt englænderen Bayan Fenwick, der har været i Sydvest, samt landsmanden Daniel Whiffen.
- Alle fire ser fornuftige ud, og vi kigger på spillere til de to pladser, fordi vi har to unge spillere, der skal ud og rejse til marts. Men er nogen af de fire aktuelle i længere tid, så gør vi også det.
- Der er dog masser af tid endnu. Vi kan stadig leje spillere eller gøre andet, så der er masser af muligheder, og vi er på ingen måde i panik, siger Zinck til bold.dk.
Jammerbugt ligger ved vinterpausen på tredjepladsen med 32 point for 16 kampe. Det rækker også til en tredjeplads på tværs af de to 2. divisioner og dermed i det øjeblikkelige oprykningsspil.
mikael@bold.dk


Jammerbugt FC
CampoBet 2. division


























