Jan K: Tysk pokalfinale var et højdepunkt
2016-08-06 21:05:01
Foto: Getty Images / Lars Rønbøg

Jan K: Tysk pokalfinale var et højdepunkt

Jan Kristiansen har stillet støvlerne på hylden, men kan blandt andet se tilbage på at have afgjort en tysk pokalfinale og at have været en del af en spændende tid i Esbjerg.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

35-årige Jan Kristiansen har valgt at indstille sin professionelle karriere og kan se tilbage på en tid, der har bragt ham forbi Esbjerg, Nürnberg, Brøndby, FC Vestsjælland og senest FC Roskilde.

Kristiansen bragede for første gang igennem i Esbjerg, for hvem han blev topscorer i Superligaen i 2003. Når han ser tilbage på tiden i den vestjyske klub, er den da også positiv.

- Det var en fantastisk tid i Esbjerg. Mine første seniorår var under Viggo Jensen, som var med til at sætte Esbjerg på landkortet. Det var en super start på min karriere. Viggo Jensen gav mig faktisk chancen som venstre back først og så som venstre midtbane. Efter de første to sæsoner kom Ove Pedersen til, som tog Esbjerg til det næste niveau med europæisk fodbold og bronzemedaljer. I den periode udviklede jeg mig også rigtig meget personligt, fortæller han til bold.dk og fortsætter:

- Jeg havde en god tid sammen med en masse gode spillere. Tommy Bechmann, Frederik Berglund, Jess Thorup, Michael Hansen, Hans Henrik Andreasen, Jerry Lucena, Jakob Poulsen, Nicolai Høegh, Anders Egholm og Anders Møller Christensen. Nogle spillere, der har haft flotte karrierer. Det var en super spændende tid og også for mig personligt. Jeg passede godt ind i Ove Pedersens system med direkte spil og mange skud på mål. 

Hvis du kigger tilbage på din karriere, hvad er så højdepunktet?

- Pokalfinalen i 2007 med Nürnberg var et fantastisk højdepunkt. Ét er at nå pokalfinalen, men noget andet er at vinde den. Vi mødte Stuttgart, som lige var blevet tyske mestre. Det var en fantastisk oplevelse i Berlin med fyldt stadion, siger Kristiansen, som selv afgjorde finalen med et fantastisk langskudsmål til 3-2.

- Der var også rigtig mange gode oplevelser i Brøndby. Specielt vores sejr på udebane mod Sporting Lissabon, vil jeg fremhæve. Men faktisk også hjemmekampen. Resultatmæssigt var det ikke godt, men stadion og fansene den dag var outstanding. Det var helt fantastisk at træde ind på græsset og mærke hvordan Brøndby Stadion rungede. Tilskuernes og fansenes opbakning var fantastisk.

Jan Kristiansen nåede også 11 kampe for det danske A-landshold, hvor han nåede at spille sammen med spillere som Thomas Gravesen, Jon Dahl Tomassen og Martin Jørgensen.

Midtbanespilleren fortsætter nu i det private erhvervsliv, hvor han starter i et job som ejendomsmægler den 1. september.

bold@bold.dk

Annonce
Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce