Jan Sørensen er død.
Det oplyser Twente på sin hjemmeside.
Den 68-årige tidligere topspiller i blandt andet Club Brugge, Twente, Feyenoord og Ajax tabte den sværeste kamp i livet. Kampen mod kræften.
De seneste år har Jan Sørensen kæmpet med helbredsproblemer. Han havde hjerteproblemer, fik konstateret kræft og samtidig en livstruende blodinfektion.
Jan Sørensen var på banen en fighter, der altid kom tilbage, men den sidste kamp, tabte han.
Artiklen fortsætter efter billedet

Karrieren startede i Glostrup IC, siden skiftede han til Frem, men det var primært i hollandsk og belgisk fodbold, han skabte sig et stort navn.
Han var en meget populær skikkelse i FC Twente, der i 2017 lavede en dokumentar om den populære dansker.
Han var med til at rykke Twente ud af den bedste hollandske fodboldrække, men han spillede dem også op igen året efter.
På landsholdet debuterede han 30. januar 1977 i en kamp mod Gambia og scorede ét mål i 4-1 sejren.
Han fik nogle kampe under Sepp Piontek, men havde svært ved at tilpasse sig den tyske mentalitet. Så han blev hurtigt fravalgt at Sepp Piontek. Han nåede 11 landskampe og tre scoringer.
Karrierens højdepunkt var Europa Cup finalen for mesterhold, hvor han med Club Brugge tabte finalen i 1978 til Liverpool med 0-1.
Jan Sørensen boede i mange år i England, hvor han nåede at være cheftræner for Walsall, inden han pludselig i 2000 blev manager i Hvidovre.
Opholdet i Hvidovre blev ikke den store succes. Han forlod klubben i 2002, i øvrigt samtidig med, at Peter Schmeichel trak sig fra projektet som klubejer.
Siden vendte Jan Sørensen retur til England, hvor han boede indtil sin død.
Forud for Twentes kamp på søndag mod Go Ahead Eagles vil Jan Sørensen blive mindet på tribunerne.

Ajax
FC Twente
Club Brugge
Hvidovre IF





































