56-årige Tang Olesen har i de senere år mest markeret sig som landstræner for Grønland, inden han for et års tid siden tog jobbet som sportschef i FC Aarhus - et job, han så at sige fyrede sig selv fra i efteråret, fordi Århus-klubben efter hans vurdering ikke længere havde økonomi til at have en sportschef.
Den nye Vejle-træner er dog blandt dansk fodbolds højst uddannede trænere på diplomniveau, og han har tidligere stået i spidsen for bl. a. Herning Fremad, B1913 og Randers Freja, ligesom han i flere år har undervist både som DBU-instruktør og på f. eks. Hessel Gods Fodboldskole.
Jens Tang Olesen er ansat i Vejle fra 1. januar og frem til sommeren 2005.
Det var naturligvis en godt tilfreds Vejle-sportschef Steen Tychosen, der i dag kunne præsentere sin egen afløser efter en længere trænerjagt i den tidligere mesterklub.
- Jens har med sin høje træneruddannelse og erfaring de rette forudsætninger for at føre vores unge talentfulde trup mod indløsning af de sportslige målsætninger. Derudover besidder han store menneskelige kvaliteter, og er yderst pligtopfyldende og resultatorienteret, forklarede Tychosen sin klubs valg.































