Jesper Blicher har været plaget af mange skader og manglende spilletid i de seneste par sæsoner. I første omgang betød det i sommer et farvel til Lyngby og goddag til FC Roskilde. Men heller ikke her lykkedes det at slå igennem for alvor.
Nu har Blicher lavet en aftale med 2. divisionsklubben Kolding IF efter et par tunge år.
- Jeg har overvejet helt at stoppe med at spille fodbold. Jeg må indrømme, at jeg var ved at være kørt kold, men nu glæder jeg mig til at prøve noget nyt, siger Jesper Blicher til bold.dk.
- Vi stod og skulle flytte tilbage til Jylland, og derfor passede det rigtig godt - også fordi jeg rigtig gerne vil i gang med noget andet end kun at spille fodbold. Jeg har hørt nogle gode ting om Kolding. De ligger godt til i tabellen, og jeg havde nogle gode snakke med sportschef Ulrik Pedersen, siger Jesper Blicher.
Bevidst at tage skridt ned
Jesper Blicher får nu hjælp til at finde en elevplads, så han kan få gang i den civile karriere. Og den 28-årige offensivspiller fortæller, at det er helt bevidst, at han fremover vil tørne ud i 2. division.
- Der er ingen tvivl om, at det er et skridt ned, men det er et helt bevidst valg, jeg har taget. Det stod lidt mellem, om jeg skulle stoppe helt med at spille fodbold eller fortsætte sådan her. Men jeg har stadig lyst til at spille fodbold, så det her var den perfekte løsning.
Du er stadig kun 28 år gammel - har du lagt ambitionerne om fodbold på allerhøjeste niveau på hylden?
- Ja, det har jeg nok. Men hvis det bliver rigtig sjovt i Kolding, skal man jo aldrig sige aldrig. Men i forhold til at skifte væk, så har jeg. Jeg vil gerne i gang med noget andet. Det har fyldt mere og mere for mig, siger Blicher.
Skal tage ansvar på ungt hold
Men dermed ikke sagt, at motivationen er væk - Blicher har stadig noget at give.
- Jeg håber, at jeg kan få glæden tilbage ved at spille fodbold. Og så skal jeg ind og tage noget ansvar og bidrage med noget erfaring. Jeg kommer trods alt fra et højere niveau og har spillet mange 1. divisionskampe og en sjat Superliga-kampe.
- Jeg kommer nok også til at være en af de ældste, så det bliver formentlig meget naturligt, at jeg skal tage noget ansvar. Det er lidt en anden rolle, end jeg har haft tidligere, så det bliver spændende at prøve, siger han.
Og det bliver på et Kolding-hold, som er inde i en god periode. Klubben vandt 2. divisions gruppe 2 ganske suverænt og åbner oprykningsspillet på en tredjeplads.
- Det bliver et sindssygt spændende forår. Der er mange, der har haft travlt med at sige, at Kolding var i den dårlige gruppe i 2. division, så vi kan på en eller anden måde kun overraske jo, siger Blicher.
Kolding åbner forårssæsonen med en hjemmekamp mod Avarta.
nicolai@bold.dk


Kolding IF
CampoBet 2. division






























