Kasper Hjulmand fik noget at bekymre sig over, da Joachim Andersen søndag måtte trække sig under opvarmningen i Crystal Palace.
Landsholdsstopperen missede kampen mod Arsenal, og mandag morgen er han blevet undersøgt, hvor der umiddelbart ikke var noget alvorligt at se.
Derfor støder han til landsholdet som planlagt, men Hjulmand vil ikke risikere noget.
- Joachim blev undersøgt her til morgen i London, og de fandt ikke noget nævneværdigt. Vi er selvfølgelig meget påpasselige med den læg, som har drillet ham før, og han mærkede noget under opvarmningen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men han kommer ind i lejren, og så tager vi det dag for dag. Håbet er, at han kan være involveret i en af de her to kampe, men det er lidt usikkert.
- Vi skal have ham ind, og Crystal Palace har frigivet ham, så det er ikke, fordi de ser noget på undersøgelserne, men han mærkede noget, og den læg skal vi passe på, siger Kasper Hjulmand.
Udover Andersen er Simon Kjær, Andreas Christensen og Victor Nelsson de naturlige midtstoppere på det nuværende landshold.
Danmark møder Finland på torsdag og Kasakhstan søndag.