28-årige Joachim Wagner måtte i slutningen af 2020 annoncere sit karrierestop, efter offensivspilleren har været hårdt plaget af skader, men han bliver i fodboldens verden.
Tirsdag morgen er Joachim Wagner nemlig blevet præsenteret som ny angrebstræner og U19-assistent i Nykøbing FC, hvor han som aktiv spillede 277 kampe og lavede 75 mål.
Ansættelsen begejstrer Nykøbing-manager Claus Jensen.
- Vi er enormt glade for at kunne byde Joachim velkommen hjem. Det er en hjørnesten i vores strategi både på spiller og træner/leder-siden at vi skal have en stærk lokal forankring.
- Joachim kender NFC, og han har kulturen inde under huden samtidig med, at han har et stærkt ønske om at give sin erfaring videre. Han har NFC blod i årerne og er en kulturbærer, som brænder for NFC, siger Claus Jensen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
- Joachim var som spiller i NFC helt fantastisk, men nu er det tid til at skrive et nyt kapitel – det glæder vi os til at gøre i fællesskab. Joachim har et uomtvisteligt potentiale som træner, og det ser vi nu frem til at fremelske gennem hans nye roller i klubben.
Joachim Wagner forlod Nykøbing i januar 2020 for at skifte til FC Fredericia, hvor han stoppede karrieren i starten af november.
— Nykøbing FC (@Nykobing_FC) January 19, 2021



CampoBet 2. division
Nykøbing FC






























